På Island findes der store staldområder, hvor stalde ligger side om side som rækkehuse. De bliver ejet af enten en enkelt eller flere ryttere sammen, og eftersom det er forholdsvis dyrt at eje sådan et ‘hestehus’, er det ofte folk med en ok indkomst. En stald tæt på Reykjavík kan sagtens koste et par millioner, hvis der skal være plads til mere end nogle få heste.

Jeg arbejdede i flere år i et af disse staldområder, de første år for en professionel rytter og senere for mig selv. En af opgaverne var at tage sadel og hovedtøj på nakken og køre mellem stalde for at ride hestene, der hvor de var opstaldet. For nogle hesteejere skulle jeg bare holde hesten i god træning og ride den et par gange om ugen, andre ønskede at få tilredet en unghest, men meget ofte skulle jeg ‘reparere’ på en hest, der gav problemer eller manglede ordentlig træning. Det kunne være heste, der var stive på tøjlen og i kroppen, heste der var bange eller ulydige og heste, der på grund af manglende eller forkert uddannelse var endt som problemhest . Jeg opnåede hurtige resultater med hestene igennem positiv træning, der hjalp hesten ud af den forvirring, den ofte var i omkring rytterens signaler.

Når jeg træner problemer ud af en hest, bruger jeg ofte en slags omprogrammering, hvor jeg enten lærer hesten noget helt nyt eller ændrer det indlæringsmønster, den har lært på forhånd. Det kan for eksempel være et problem, hvis en hest er over-følsom for schenklerne. Som regel lærer vi hestene at bevæge sig fremad eller til siden, når vi bevæger eller klemmer med schenklerne, men hvis hesten er for følsom eller direkte bange for benene, lærer jeg den gradvist det modsatte af, hvad den er vant til, nemlig at stå stille, når jeg klemmer med schenklerne.

Hvis hesten springer fremad eller spænder, når jeg klemmer med benene, bliver jeg ved med at holde schenklerne samme sted, indtil hesten står stille og slapper af. Så får den en godbid, en masse glad ros, og når vi skal fremad igen, får jeg den til at gå frem hovedsageligt ved at ‘dreje’ den igang med den ene tøjle og vægten. Som regel tager det nogle dage at få hesten til at forstå, at det er en ny ‘regel’ for schenklerne. Disse heste er som regel ikke dovne og skal ikke drives meget på.

Jeg bruger samme metode, hvis hesten skal lære at give efter for tøjler og søge fremad og ned. Jeg støtter den på tøjlen og arbejder den i let eftergivenhed, samtidig med, at jeg klemmer med schenklerne. Med det samme hesten giver efter, løsner jeg presset fra schenklerne, slapper af i min krop og roser den med stemmen. Det er vigtigt at slappe af i kroppen, da hesten læser hele vores kropssprog og ikke kun tøjle eller ben.

Tydelige, virkelig klare signaler er det vigtigste i en omprogrammering. Skal hesten lære at trave, skal den mærke helt klar forskel mellem mit sæde i tølt og i trav. Jeg letter mig fra sadlen, så hestens rygrad får mere frihed til at bevæge sig, læner mig ganske let frem og rører ved hestens skulder samtidig med, at jeg opmuntrer den til at gå fremad. Det sidste gør jeg for at få hesten til at forbinde min berøring med traven, så jeg senere hen hurtigt kan vise, at jeg vil trave, når jeg ikke letter på sædet mere. Når hesten har lært traven godt, ændrer jeg sæde og sidder mere ned i overgangene.

Jeg kan lære en hest at stoppe, når jeg læner mig fremover, og at den skal gå hurtigere, når jeg læner mig bagover, eller det omvendte stoppe når jeg læner mig bagover og gå hurtigere, når jeg læner mig frem. Det hele kommer an på, hvad, jeg programmere den enkelte hest til at tro, er rigtigt. Hesten er et intelligent dyr, og vi kan lære dem utrolig meget med positiv ledelse og guidance. De er den perfekte partner, for de hjælper os til at udvikle os sammen med dem.