Da jeg var elleve år gammel, synes mine forældre og min mormor, at det kunne være en god idé, hvis jeg sammen med min mormor fik en hest. Min mormor havde redet som ung og drømte om at ride igen, og for at hesten skulle passe til os begge, blev hun enig med mine forældre om, at en islænder var den rigtige hest til os. Den kunne både bære børn og voksne, havde et godt sind, og så havde min mormor redet islændere, da hun var på ferie på Island.

Jeg var ellevild og følte mig så heldig: jeg skulle have min egen hest!
Jeg havde redet i et par år på rideskolen, men havde ikke rigtig fundet selvtilliden og troen på, at jeg kunne noget, men det, håbede jeg, ændrede sig med min egen hest, som jeg kun skulle dele med min mormor og ikke tyve andre rideskoletøser.

Nu skulle vi finde hesten, og mine forældre valgte at sætte deres lid til en mand, der havde gode talegaver og ‘de rette kontakter’ i islænderverdenen. Han havde fundet en hest, der liiige matchede vores ønsker, og den stod meget belejligt hos hans gode venner. I mit hoved var der alle mulige drømmescenarier om den smukkeste og mest nuttede hest, der elskede mig ligeså meget, som jeg elskede den. Derfor var det noget af en tom følelse, da mine forældre, min mormor og jeg en efterårssøndag for 26 år siden skulle til Djursland for at kigge på en tyk, sur vallak på min egen alder.

Den sorte fedtkugle kunne hverken tølte eller adlyde rytteren, tværtimod var den luddoven og fræk, og når den endelig kom fremad, løb den sine egen veje, hvilket ville sige hjemad. Selvom den smed mig af, mens jeg prøvede den, var mine forældre og især min mormor solgt, den var jo så nuttet at se på. Og jeg var lykkelig, jeg fik min egen hest.

Den bolletykke vallak hed Blakkur, og selvom han var uopdragen og ugidelig, så var han trafiksikker og højst sandsynligvis også bombesikker. Min mormor kom aldrig rigtig i gang med at ride, så Blakkur blev mit projekt, og han blev min allerbedste ven igennem de fire år, jeg havde ham. Jeg havde i høj grad ansvaret for ham alene, mine forældre var aldrig rigtigt interesserede i min hestedille, men jeg var ligeglad, for Blakkur gjorde mig glad, og jeg tilbragte nærmest al vågen tid hos hesten.

Dengang var jeg ikke særlig glad for at gå i skole. Jeg trivedes ikke, der hvor vi boede, og kvarterets snobbede unger mobbede alle, der var lidt anderledes eller ikke gjorde, som de synes. Derhjemme var der heller ikke meget hjælp at hente, jeg var den yngste, så jeg havde ikke nogen at lege med. Jeg var genert, lidt ængstelig og holdte mig ofte for mig selv. Det blev min redning, at jeg fik en hest.

Udover at Blakkur altid var der, både når jeg var ked af det og glad, så gav min hobby mig en masse gode veninder, som jeg havde fantastiske stunder med, og som viste mig, at det ikke var mig, der var noget galt med. Med hesten blev jeg modig, jeg turde springe, gallopere hurtigt, ride uden saddel og fandt i det hele taget et sted, jeg kunne være mig selv uden at blive drillet eller grinet af.

Når heste i dag bliver mere og mere inddraget i al slags terapi lige fra coaching til behandling af problemunge, så er det ikke overraskende. Hesten er et fantastisk redskab, den elsker at yde for os og giver hele tiden noget af sig selv. Hesten er altid ærlig og viser, hvad den synes. Den gør det, du beder den om, men hvis du er ond ved den, får du ikke noget tilbage. Derfor kræver den også noget af dig.
Hesten hjælper dig til at overskride grænser og rykke dig i livet. Hvis du har områder, der er svage, hjælper hesten dig med at styrke dem. For eksempel hvis du har svært ved at sætte grænser og sige nej, vil din hest hele tiden udfordre dine grænser, indtil du lærer at blive bedre til at sig “nej” eller “sådan her skal vi gøre. Basta!”

Så brug din hests hjælp til at udvikle dig selv. Det kræver, at du tør kigge på dine svage områder. Men hvis du har mod på det, får du i din hest verdens bedste partner til at arbejde med det.