Horsemanship på udenlandsk

Standard

Siden jeg flyttede tilbage til Danmark for en del år siden, har jeg ofte hørt tale om horsemanshipkurser og horsemanshiptræning udført af specielle horsemanshiptrænere. I starten troede jeg, detfoto 4-29 måtte være en ny metode, jeg ikke havde kendt til før. Vi snakkede aldrig om horsemanship, da jeg var barn, så jeg var meget nysgerrig efter at lære mere.

Efterhånden som jeg stiftede mere bekendtskab med begrebet, gik det op for mig, at horsemanship ikke var helt nyt, og jeg havde også selv brugt det. Jeg vidste, hvordan jeg skulle aflæse hestens signaler og lære den respekt og tillid i samarbejdet med mig uden urimelige, hårde metoder.

Jeg havde ind i mellem hørt, at hestene fra Island var dårligt tilredet. De var bange og kunne ikke fanges, men med træning efter horsemanshipmetoden ville foto 3-33de få det bedre med mennesker.

Derfor blev jeg overrasket, da jeg det gik op for mig, at det bedste horsemanship havde jeg lært på Island. Men jeg kunne ikke få det til at hænge sammen, at islændingene havde lært mig så meget horsemanship, når andre mente, de tilred hestene forkert. Var der forskellige slags horsemanship? Talte hestene ikke samme sprog i Danmark og Island?

Tilbage i halvfemserne sendte DR et program med Søren Rye, hvor han rejste til Island. Han var på besøg på foto 1-41Fagranes hos Böddi. Böddi skulle vise ham, hvordan man tilred heste på Island. Og der var virkelig show for alle pengene, for Böddi kastede bare en sadel på hesten og satte sig op. Hvorefter han gang på gang blev smidt af, når hesten bukkede og stak af, den stakkels hest var rædselsslagen og kendte ingen af rytterens signaler.

Der var ikke så mange tv-kanaler dengang, så rigtig mange danskere så den her udsendelse, og måske især hestefans over hele landet fulgte med. Programmet var spændende underholdning, men satte sig også spor i islænderfolks bevidsthed, for vi havde jo fået et indblik i, hvordan man tilred hestene på Island – uden horsemanship eller nåde. Jeg tror, vi danskere i mange år troede, at det var sådan, man gjorde det på Island.

I de ni år jeg boede på Island, har jeg tilredet flere hundrede heste, og jeg har aldrig gjort det på den måde, som Søren Ryge viste på DR. Jeg har heller ikke set andre gøre det på den måde, de fleste islændinge har deres liv for kært og vil gerne have velfungerende heste. Da jeg kom til Island, gjorde de faktisk meget ud af at fortælle, at lige præcis den udsendelse viste de som skrækeksempel på dårlig tilridning, når de unge startede på berideruddannelsen på Hólar.

foto 1-44Horsemanship kan fortolkes på mange måder. For mig er det, når jeg ’taler’ med hesten. Det kan være, når jeg har vist hesten en ny øvelse, og den begynder at gumle og smaske, så ved jeg, at den har accepteret og forstået, hvad den skal. Det kan være at gå op i en trailer eller bakke et par skridt væk fra mig. Jeg lægger pres på hesten på en måde, den kan forstå, og som på nogen måder kunne minde om det, den ville opleve i flokken med andre heste. Det kan være at presse med schenklen, indtil den flytter sig mit ben for så at lette presset. Eller fra jorden få den til at flytte sig væk fra mig enten ved hjælp af pres fra et tov eller en pisk og kigge den i øjnene samtidig, indtil den flytter sig. Nogle heste er meget opmærksomme og hurtige til at lære, mens andre tager lidt mere tid og skal have tingene flere gange.

Fælles for hestene er nogle signaler om, at de har forstået og accepteret, hvad de skal. Hvis man kan læse de foto 3-36signaler og responderer på dem, så arbejder man med horsemanship.

Forskellen mellem islandsktrænede heste og dansktrænede heste er ofte ikke metoden, vi gør det på, men nærmere de forventninger og mål, vi har med vores heste.

I Danmark skal hesten først og fremmeste være et kæledyr, den skal være tillidsfuld, ville snakke hver gang, vi har lyst, tage imod godbidder, kys og kram, ville nusses og være vores ven. Jeg oplever ind imellem, at nogle hesteejere ikke tænker over, om hesten respekterer dem, de har det ok med at blive brugt som kløtræ og blive skubbet til, hvis de står i vejen for hesten.

foto 2-42På Island skal hesten hovedsageligt præstere for sin rytter, som ridehest, konkurrence- eller kåringshest. Den skal have respekt og tillid ikke som en kærlig ven men nok mere som en partner eller medarbejder. Hesten skal acceptere mennesket som den øverste leder, så hestene i flokken ikke slås i nærheden af mennesker, de skal ikke skubbe til de tobenede eller nappe efter vores hænder. Til gengæld skal de have fuld tillid til, at det, rytteren beder dem om, er ok. De må gerne være nysgerrige, men ikke vade hen over mennesker. Respekten har hestene ofte, fordi de har været mindre i hænder som føl og unghest, de er ikke blevet nusset hele tiden eller har fået godbidder i tide og utide.

Forskellene i formålet med hesten og forventningen til, hvilken rolle, den skal spille for rytteren, er nok den foto 2-13vigtigste årsag til, at hesten bliver anderledes, for vi træner med samme metoder.

Alle accepterer, at der er kulturforskelle mellem forskellige lande, og det gælder ofte også den måde, hver nation træner sine islændere på. Vi danskere har én måde, tyskere en anden, islændinge en tredje og så videre.
Er vi åbne for det, kan vi lære noget af den måde, andre kulturer træner deres heste på. Og når vi køber heste for eksempel fra Island, skal vi have lidt tålmodighed, for hestene skal lige bruge tid på at lære, hvordan vi danskere ønsker, de skal være hos os.

Hvordan er vi ved hinanden…

Standard

Jeg har ofte været deltager eller tilskuer til både store og små stævner herhjemme og på Island, og heste fyn 006det har næsten hver gang fået mig til at tænke over den måde, vi er overfor hinanden til stævnerne og måske i det hele taget i islændermiljøet her i Danmark.

Da jeg boede på Island var niveauet til stævnerne højt, man så aldrig heste, der ikke kunne tølte og kun sjældent heste uden en eller anden form for wow-faktor. En stor del af deltagerne var professionelle eller semiprofessionelle – altså folk der avlede, købte og solgte heste og red stævner på allerhøjeste plan men tjente deres penge på noget andet.
Mange af stævnedeltagerne havde virkelig meget på spil, fordi hestene var deres levebrød, og det var derfor vigtigt for dem, at det gik godt til stævnerne. Det var dér, de gjorde reklame for dem selv.

Alligevel oplevede jeg ikke, at der manglede plads til at anerkende hinanden for en flot hest, en superb træning, et godt program og en fantastisk indsats på stævne,- og kåringsbanerne. Man kunne godt unde andre, at det gik dem godt.

Hugsýn_maj'14_1Når vi så en flot hest hos kollegaen eller endda en rytter, vi ikke kendte, også selvom det var en ny rytter, komplimenterede vi meget ofte hest og rytter direkte til vedkommende.
Og når vi havde redet finaler og fået vores placering, lykønskede vi altid hinanden som regel med håndtryk eller knus, uanset om vi var glade eller utilfredse med vores egen placering. Det var ok at anerkende, at der var en anden, der var bedre end mig og min hest.
Det blev en selvfølge for mig at give komplimenter og anerkende en god rytter, også selvom tingene ikke var helt perfekte, eller jeg ikke var enig i træningsstil eller ridning. Og det var jeg selvfølgelig ikke altid.

Den måde at møde sine konkurrenter på står ind imellem i skarp kontrast til tendensen herhjemme. Vi godt kan have lidt svært ved at rose hinanden for en god indsats, en anden måde at gøre tingene på eller en ny hest, vi ville ønske, vi selv havde råd til.

Selvom jeg også red stævner, inden jeg rejste til Island, var det først, da jeg kom tilbage til Danmark igen, at det gik op for mig, at det at rose de andre ikke altid er normalt Hetjaherhjemme. Jante er nok desværre stadig med til mange af vores stævner.

Jeg kan huske, at jeg kort efter, jeg var flyttet hjem, var tilskuer til et af de store stævner. Der var en lækker vallak, der gik supergodt, og fik beundringsværdige resultater. En rigtig dejlig hest, og selvom rytteren ikke var fejlfri, gjorde han det simpelthen så godt, og det var fedt at se, og jeg blev helt høj af det.

Jeg så rytteren på stævnepladsen, og selvom jeg overhovedet ikke kendte ham, gik jeg direkte hen til ham og ønskede ham inderligt tillykke og komplimenterede ham for ridningen. Han virkede meget overrasket og lidt underlig over min meget ligefremme facon, men blev også ret glad. Vi synes jo alle, det er fedt at få ros og lykønskninger.

Siden er jeg blevet meget overrasket over, at til mange stævner lykønsker vi finaledeltagere ikke hinanden, når vi har fået vores placering. Vi sidder bare uden at sige noget hverken til vinderen eller de andre. Hvordan kan det være, at vi ikke kan sige tillykke til vores medryttere??? Der går da intet fra os, fordi vi anerkender andres indsats eller placering.
Til fodbold, håndbold og tennis og mange andre sportsgrene tager man da modtageren i hånden og siger tillykke, uanset hvem der har vundet og hvor skuffet, man er.

GerplaMåske kunne vi tænke over, at sidemanden nok har knoklet for sin placering ligesom vi selv. Der er ingen grund til at tro, at hun har fortjent det mindre end os.
Og husk, der kommer jo altid et nyt stævne, hvor vi får en ny chance.
Jeg tror på, at det vi giver ud, får vi tilbage igen. Så husk at rose sidemanden til næste stævne, kursus, ridetur.

 

 

Benkvalitet – hvad handler det om?

Standard

Jeg har i længere tid gerne villet skrive et indlæg med let forståelig information om benkvalitet hos islænderne.
Men benkvalitet er noget, der skal mærkes, så det er lidt af en udfordring at forklare, hvordan gode og dårlige ben føles, men jeg prøver. Forstør gerne billederne, så du bedre kan se detaljerne på benene.

På billede 1 her nedenunder til venstre har jeg markeret det område, man taler om, når man taler om senernes kvalitet. Det er den dybe bøjesene og den overfladiske bøjesene, jeg har rammet ind. Prøv at lægge mærke til forskellen på senerne på benene på de øvrige billeder.

foto 4-23

Billede 2. Positivt: Stærke sener, ikke helt så markerede sener som på billede 1. Spinkle ben. Slet intet hovskæg trækker ned i karakteren. De her ben har fået 7,5 til kåring

sesener

Billede 1. Positivt: Meget markerede sener, stærke sener at se på, godt med hovskæg. Stærke ben at se på. Far har 8,5 for ben og mor har 7,5.

På benet til venstre er senerne meget markeret og tydelige. De ser stærke ud og benene virker tørre.

Når man siger, at senerne er markeret, betyder det, at der er god plads mellem den dybe bøjesene og den overfladiske bøjesene og mellemrummet er tydeligt, når man presser fingrene let ned mellem senerne.

På billedet til højre er mellemrummet mellem senerne knap så bredt, og benet ser en smule spinklere ud.

Når vi taler om tørre ben, taler vi om hvorvidt, der samles en smule væske i mellemrummet nederst lige før kodeleddet, hvor man stadig kan mærke senerne. Her under til venstre har jeg markeret det område, man oftest mærker på, når man vurderer om benene er tørre. ‘Ikke tørre lemmer’ kan der stå til en kåring, hvis der er væske i benet. Hævelsen føles som en lille gelépude som regel mellem de to sener ved kodeleddet.

foto 2-36

Billede 3. Positivt: Tydeligt markerede sener og gode stærke sener. Tørre ben. På minussiden kun lidt hovskæg. Far har 8 for benkvalitet, mor er ukåret.

Vådeben

Billede 3. Positivt: Stærke sener. Men ikke så markerede sener, de sidder tæt sammen. Far har 7,5 for benkvalitet, mor er ukåret.

Benene her til venstre har meget let væskeansamling nederst ved kodeleddet. Hesten har været på en længere ridetur, og det er ikke unormalt eller tegn på sygdom, at den får en lille smule væske i benene efter belastning.

Benene til venstre er helt tørre, det ses bedst ved, at man kan se senerne helt ned til kodeleddet, men man kan kun være sikker, når man mærker efter.

Og nu skal du selv ud og mærke på ben for at øve dig i at mærke forskellen på gode og knapt så gode ben.

 

foto 2-37

Billede 5. Umarkerede sener, men senerne ser middelkraftige ud. Se på billede 2, de her ben er stærkere at se på. Far har 6,5 for ben og mor har 8,0 for ben.

Benkvalitet er ikke en udiskuterbar faktor, og der har altid været megen diskussion om benkvaliteten.

En af de mest kendte avlere på Island, hvis heste er opkaldt fra Sauðárkrókur, har ofte brokket sig over bedømmelsen af benkvalitet. Hans heste fik ofte ‘kun’ 7,5 eller 8 for benkvalitet, fordi de ikke havde så markerede sener, til gengæld var senerne meget stærke og kraftige, og benene stærke at se og mærke på.

Denne avler bad ofte om beviser på, hvorfor sener skulle være markerede. En af hans modargumenter var, at hans heste aldrig havde haft problemer med benene. Han er desværre død nu, men han avlede igennem hele sit liv, og det er vist også anerkendt blandt mange trænere, at heste ud af hans avl havde gode ben. Så måske havde han en pointe…

Skal man ud og købe hest, kan ‘våde ben’ være tegn på skader eller overanstrengelse. Men mærk hesten både før og efter ridning, for hver hest har sin helt egen benkvalitet fra naturen, og den finder man bedst ved at kende benets reaktion ved anstrengelse og efter hvile.

Til sidst vil jeg understrege, at jeg hverken er dyrlæge eller kåringsdommer.
Indlægget er skrevet alene ud fra min egen erfaring og den lærdom, jeg har tilegnet mig, da jeg tog avlskåringseksamen – en del af adgangsprøven til Félag Tamningamanna (det islandske beriderforbund).
Benene på billederne tilhører egne heste og andres heste, som jeg har fået lov til at tage billeder af.

Smid skuffelserne væk og nyd hesten!

Standard

At finde ud af, hvad jeg vil, og hvad mine mål er med mine heste, sparer mig ofte for dårlig samvittighed og skuffelser og hjælper mig at være mere målrettet og bruge min tid bedst muligt med hestene.Júlía 12. april '13
For at jeg kan få mest mulig glæde ud af arbejdet og samværet med mine heste, bruger jeg lidt tid på at lære mig selv og mine tanker bedre at kende, både de helt bevidste og de knap så bevidste.

Herunder er der nogle punkter, der har hjulpet mig og andre på vej:

Tag en blyant og skriv minimum 3-5 linjer ned om hvert punkt. Det skal være det allerførste, du tænker på. Lad være med at tænke på argumenterne for og imod. Du behøver ikke vise det, du skriver, til nogen, det er kun for dig selv.

foto 3-281) Hvad drømmer du om med min hest? (Hvis du kan vælge frit på alle hylder, hvad er så din drøm?)

Det kan være alt lige fra at kunne tølte rent, turde ride alene i skoven til at ride konkurrencer på højt plan eller vinde et bestemt stævne. Men det er vigtigt at blive klar over, hvad ens drømme er. Undgå at feje dem væk, fordi du ikke synes, de er realistiske, bare skriv dem ned.

2) Hvor meget arbejde/tid er du parat til at lægge i din hest?

For at bruge tid på hesten skal du muligvis ofre noget andet. Det kan være tid med veninderne, familien, eller tid fra andre interesser. Har du fuldtidsarbejde, tre børn og hus, der skal sørges for, et krævende arbejde, et handicap og foto 5-18måske også andre fritidsinteresser, der tager din tid, er det ikke sikkert, du har tid eller overskud til at træne hver eneste dag, ride stævner i weekenderne eller tage på kurser hver måned.
Realistisk set hvor meget tid kan du så afse med din hest hver dag, uge og måned? Prøv at være konkret både med timeantal og antal dage pr. uge.

3) Hvad er det allervigtigste ved samværet med din hest?

Hvad gør dig glad og giver dig ro og energi? Er det at nusse og strigle den, træne med den, ride alene i skoven på den, skridte lange ture, tage på fede fællesture, ride stævner eller deltage i kurser. Er det at gå og hygge i stalden med de andre opstaldere, er det turene med familien? Hvad nyder du mest og vil allermindst undvære som hesteejer?

4) Hvis du nu tager den tid, du har afsat i nr. 2, kan din drøm i nr. 1 så lade sig gøre?

Dagsbrúnaugust14Prøv at se bort fra alle andre faktorer. Kan du så med træning og hjælp i uger, måneder eller år opnå din drøm med den tid, du har afsat i nr. 2 til at ride din hest? Kan du lære at tølte med din hest? Kan du ride komme til at ride en høj klasse til stævnerne? Kan du tilride din egen unghest eller hvad din drøm nu er?
Og så er der jo den lille faktor, der hedder din hests potentiale.

4) Er det realistisk at opnå din drøm i nr. 1 med den hest, du ejer i dag?

Hvis du gerne vil være Danmarksmester, kræver det en hest af en vis kaliber. Hvis du er en nervøs rytter og gerne vil foto 4-22blive mere modig, er det vigtig, at din hest giver dig mod og arbejder med dig. Hvis du gerne vil lære at tølte rent, skal hesten have anlæg for det. Hvis er nybegynder og gerne vil lære at ride, er en unghest nok ikke den bedste læremester.

5) Hvis du ikke har tiden eller hesten til at opnå din drøm i nr. 1, kan du så opnå det allervigtigste i samværet med din hest, som du skrev i nr. 3?

Hvis ikke du kan blive verdensmester med den tid og den hest, du har til rådighed, kan mindre så gøre det? Hvis du nyder at udvikle dig med din hest og blive dygtigere og klogere, kan du så lære at leve med, at I måske ikke kommer langt på stævnebanerne? Hvis din hest ikke kan tølte, men du nyder at passe den og strigle den, kan det så være nok for dig? Nogle gange tror vi, at lykken er en ny hest, et kursus, en stævneroset, en ny sadel. Men måske har vi i virkeligheden allerede det, vi ønsker os, og vi skal i stedet lære at skrue foto-150forventningerne lidt ned til os selv og vores hest.

Det er fantastisk at have hest. Det giver mange dejlige oplevelser og udvider vores horisont. Lær at nyde din tid med hesten så meget som muligt, istedet for at slå dig selv i hovedet med det, du ikke kan eller ikke når.

Dårlig samvittighed eller skyhøje forventninger giver ikke noget godt til livet, det udvikler os ikke snarere tværtimod. Lær at sætte realistiske mål, de virker ligesom trapper og løfter os opad.

Vær lige så forstående overfor dig selv, som du er overfor din hest – og så lidt til.

Tanker om hestesalg

Standard
(Alle heste på billederne i denne artikel er ejet af glade købere, og de har intet med historierne i artiklen at gøre)
Gigja-2009-06-14-2
Jeg er sikker på, alle os, der har solgt heste, kunne give mange gode råd til hinanden. Her er nogle få oplevelser, jeg har haft, samt hvad jeg har lært af dem:

Igennem årene både på Island og i Danmark har jeg solgt rigtig mange heste til meget forskellige købere. Ind imellem har jeg haft nogle underlige oplevelser, men jeg er nok ukuelig optimist og stoler som udgangspunkt på det bedste i folk, alligevel tager jeg mine forholdsregler:Mímir12

  •  Jeg sender ikke mine heste på prøve eller hjem til køber, før de er blevet dyrlægetjekket. Køber må prøve dem, ligeså mange gange hun/han vil inden køb, men den bliver hos mig indtil alt er på plads.

Engang havde jeg sendt en hest på prøve hos en gut på Island, der måske ville købe hesten, han ville træne den og sælge den videre med tiden. Det var en rigtig fin hoppe med en lækker tølt, spændende afstamning og flot udstråling.

Jeg hørte ikke fra ham gutten, og det undrede mig da lidt men ikke alarmerende meget. Jeg kontaktede ham, og han var interesseret i hoppen, hun skulle bare lige dyrlægetjekkes, så han ville få dyrlægen ud til en handelsundersøgelse.

Jeg ventede endnu en uges tid, men hørte intet nyt. Så ringede jeg til ham, og fik besked om, at hoppen var blevet dyrlægetjekket. Men hun havde haft forandringer på røntgenbillederne, sagde gutten.
Jeg blev ret ked af det, for jeg havde jo regnet med, hun var sund og rask. Da jeg ville hente hende hjem, ville han alligevel gerne købe hende men for en meget lavere pris end oprindelig aftalt.heste fyn 006
Jeg vidste godt, at en hest med røntgenforandringer var svær at sælge, så jeg tænke, at det måske var en ok løsning. Alligevel udbad jeg mig betænkningstid på et par dage. Jeg havde hele tiden en underlig fornemmelse i maven, så jeg besluttede mig for at ringe til dyrlægen for at høre, hvad han mente.

Men dyrlægen i området havde ikke lavet handelsundersøgelsen. Og da jeg ringede rundt til adskillige dyrlæger, var der ingen der havde tjekket lige præcis min hest, og ham gutten kunne pludselig ikke henvise til den dyrlæge, han havde haft ude. Jeg skyndte mig at hente min hest hjem igen.

Jeg lever ikke af hestene på nogen måde og er ikke afhængig af et salg, for at få smør på brødet. Jeg har det privilegie Gerplaat kunne trække mit salg tilbage eller afvise en køber, hvis jeg føler hest og rytter ikke passer sammen. Og det har jeg gjort mere end én gang. Det rigtige match er vigtigt.

  • Hvis ikke jeg kender rytteren i forvejen, så opfordrer jeg folk til at komme to gange, fordi både hest og rytter kan have gode og dårlige dage.
  • Jeg prøver at forventningsafstemme med køber, hvad det er for en hest, hun/han får. Vi bliver tit forelsket med øjnene, og fordi en hest er flot, er den ikke nødvendigvis det bedste match. Nogle gange er det mig, der må vurdere det alene, hvis køber ikke er helt realistisk.

Jeg havde en lidt følsom hest for en del år tilbage, det var en superfed ridehest, sød og kærlig, men den kunne ind Hetjaimellem reagere lidt kraftigt, hvis den blev usikker, den var kun seks og langt fra færdiguddannet. Jeg gjorde meget ud af at fortælle købere, hvordan den var, så de vidste, hvad de kiggede på. Men jeg havde også tillid til, at købere selv var realistisk omkring deres niveau. En dag kom der en pige og prøvede hesten. Det gik rigtig godt, hun virkede lidt usikker men var tydeligvis en dygtig rytter, så jeg regnede med, hun var nervøs, fordi hun prøvede en ny hest. Hun nævnte ikke noget om, at hun var bange eller havde problemer. Den blev dyrægetjekket, og vi lavede kontrakt.

På deres første ridetur blev hesten blev usikker over alt det nye, det gjorde pigen bange, men angsten smittede af på hesten, der spændte op og løb. Pigen kastede sig af og slog sig en hel del. Der var intet ondt i hesten, men den var ikke så erfaren og havde brug for en leder. Pigen havde brug for en hest, der hvilede mere i sig selv. Det kunne jeg først se bagefter.
Jeg tog hesten tilbage, og den fik en anden ejer, der var helt tryg med, hvordan den reagerede, når den blev usikker.

Víxill'14Det gør mig virkelig utrolig glad, når jeg kan fornemme, at jeg har solgt min hest til den helt rigtige køber. Jeg elsker at møde folk, jeg har solgt hest til for ti år siden, og de stadig er ligeså glade for deres hest, som da de købte.

Desværre synes jeg også, jeg hører flere og flere sager om købere og sælgere, der er raget uklar med hinanden.
Et hestesalg er farvet af følelser, det er jo vores kæledyr og for mange en nær ven.
Selvom vi godt er klar over, at det er levende dyr, vi handler med, så glemmer vi ind imellem, at der ikke er nogen garantier for ‘motoren’ eller ‘karosseriet’, og at hesten godt kan ændre personlighed, hvis den bliver flyttet og ikke trives.

Når jeg sælger heste fra Island, gør jeg opmærksom på, at selvfølgelig har hesten øget risiko for sommereksem. Jeg Gæfaogmortenforklarer køber, hvad de kan gøre for at forebygge eksem og understreger, at det er bedre at forebygge – selvom det kræver lidt ekstra arbejde med dækken og fluespray.

  • Jeg laver altid kontrakt, som regel Dansk Islandshesteforenings advokatudarbejdede købekontrakt. Men inden jeg skriver kontrakten, har jeg en snak med køber om betingelser, og hvad der skal tilføjes kontrakten, og så sender jeg den som regel til gennemsyn. Jeg skriver altid en sundhedserklæring med så meget Billede 083sygdomshistorie, som jeg har kendskab til på hesten.
  • Jeg kræver, at køberen får hesten handelsundersøgt inden salg. Det sikrer også mig mod problemer i fremtiden. Er min hest ikke sund og rask, sælger jeg den ikke, med mindre både jeg og køber er helt klar over, hvad hesten fejler og omfanget.
  • Jeg sælger ikke på afbetaling. Første gang jeg gjorde det, tog det meget lang tid og meget energi at kradse pengene ind og den allersidste gang, jeg gjorde det, sagde køber efter et par måneder, at det var en dejlig hest, men at hun ikke gad have hesten alligevel. Køber lod være med at betale afdrag, og så kunne jeg bare hente en fed og dårlig trænet hest og træne den op til salg igen, men køber kunne ikke forstå, at hun havde misbrugt min tillid og tid.foto 3-27
    Jeg har været heldig, for brudte afdragsordninger har kostet andre sælger dyrt.
    Som sælger har man kun få muligheder ved afbetalingsaftale, så hvis køber ikke har gode intentioner, står man i en meget dårlig situation.
  • Sælger man til venner, så skriv alligevel det hele ned – hellere for meget end for lidt. En kontrakt, hvor begge parter har afstemt forventningerne, kan redde venskaber og forebygge mange misforståelser.

Jeg kan kun opfordre både sælger og køber til ærlig og redelige handler, men det er nok en del af gamet som sælger, at man render ind i uheldige episoder. De eksempler, jeg har med her ovenfor, tjener til at illustrere nogle af de principper, jeg følger, men de har på ingen måde ødelagt mit engagement, når jeg sælger en af mine heste.

(Billederne i denne artikel er  af heste, jeg har solgt, og som er ejet af glade ejere. De har intet med historierne i artiklen at gøre)

How to – ridebane del 2

Standard
foto 1-27

Her er en lille del af de 42 pæle, der skulle sættes rundt om banen

foto 2-25

Niels skærer pælene pænt til alle 42, så de får et flot look

Nu da selve banen var færdig, var det tid til at sætte hegn op og ordne omgivelserne.

Banen skulle indhegnes, så jeg kan arbejde fra jorden med hestene og tilride ungheste under trygge rammer, løslongere og løsspringe og i det hele taget have en flot ramme for banen.

Det skulle være et pænt og holdbart hegn.

42 pæle af lærketræ blev bestilt, og så gik projektlederen ellers i gang med at snedkere. Han skar selv alle 42 til!

foto 5-6

Næsten færdig med alle pælene

foto 5-15

Lægterne der skal være på tværs

foto 5-13

Rettesnor fæstes

Pælene satte vi i fællesskab et godt stykke ned i jorden omkring banen ved hjælp af et pælebor på en minigraver og vores håndkraft.

Og så skulle de vandrette brædder på.

De blev sat på med holdere og 60 centimeters mellemrum.
De skulle være helt lige, så vatterpas og målesnor blev flittigt brugt.

Hegnet tog os to en uges tid at sætte op, og solen skinnede hele tiden, så vi blev ret grillede.

foto 1-26

Der blev hele tiden målt, at alt er ret og lige, så det ser pænt ud

Da hegnet var færdigt, havde vi bestilt 15 paller med elementsten til en støttemur. Omgivelserne omkring banen skulle hæves, så der var godt udsyn over banen.

foto 1-22

De første sten bliver lagt

foto 2-23

Der blev skovlet cement i blanderen og lagt sten på livet løs

Vi fik hjælp af Søren fra Anlægsgartneren i Hovedgård til at starte op, og så gik det slag i slag med de mange, tunge sten.

 

foto 5-8

Støttemuren giver en flot ramme og et godt udsyn over bane

Det var et knoklearbejde, men vi ville gerne være færdige i det gode vejr, så Niels tog en ordentlig tørn med det resultat, at ryg og krop var noget øm af alt det løfteri.

foto 5-10

Der er lavet plads til, at man kan holde med trailer

 

 

 

 

Efter fire dage var støttemuren på plads, og entreprenøren kom forbi igen og tilpassede og planede jorden omkring ridebanen og fyldte sand op ved støttemuren.

Endelig var baneprojektet færdig, og banen klar til brug.

foto 1-32

Banen er nyplanet og klar til hest og rytter

Læs også How to – lave en ridebane del 1

 

 

 

 

How to – lave en Ridebane del 1

Standard

Jeg har længe ønsket mig en lækker ridebane, som jeg kan træne på både vinter og sommer. En bane med en plan, fast bund af det bedste materiale, som er godt drænet, så vandet ikke afholder mig fra at bruge den de våde årstider. Jeg er simpelthen så lykkelig over, at drømmen endelig er gået i opfyldelse. foto 2-30

I slutningen af juni startede vi på projektet med en 20×40 ridebane. Men inden da havde jeg ledt en hel del efter information om gode, faste dressurbaner på nettet uden rigtigt at finde noget, der kunne hjælpe mig til at få præcis den bane, jeg drømte om. Men vi har hentet lidt tips her og dér.
Nu har vi i samråd med Grumstrup Maskinstation tryllet en fantastisk bane frem, og her er mine noter, hvis nu andre skulle have behov for lidt hjælp til banebyggeri.

foto 3-14

Det blev til mindst 20 lastbillæs – pyha en trafik

Først kom bulldoseren og flyttede en masse jord, 800 m3 muld blev det til – det er ret meget. Leret nedenunder får en slags dræneffekt, fordi vandet løber af leret i stedet for at blive liggende, derfor fik det en hældning på ca 30 cm til den side, drænet skulle ligge.

Så blev 70 mm drænrør lagt ned dér, hvor vandet løber af leret.
Til sidst kørte vi et 40 cm drænlag på, som er 400 m3 afretningssand på 0-8 mm.
Så blev sandet planet og tromlet helt lige.

foto 3-17

Asfalten skulle liiige prøves af

foto 1-18

Manden på gården var næsten ikke til at rive af tromlen

Næste skridt var et lag af 10 cm asfaltknus, spredt ud oven på sandet og tromlet.

Asfaltknus binder godt sammen så banen ikke ‘vender’, og så gør det banen rigtig fast, mens vandet stadig kan trænge igennem.

foto 4-12

Banen skulle være helt lige, så der var både en grader og en tromle på besøg

foto 5-5

Vi var heldige med tørvejr, men lidt mudder kom der alligevel

Til toppen havde vi valgt stenmel 0,2 mm- ligesom på mange ovalbaner. Det blev spredt i et lag af 12 cm,  og så skulle det planes og tromles.

foto 2-28

Banemesteren selv prøver banen af, da alt er færdigt

foto 1-30

De første fodspor/hovspor på banen

Og vupti!

Vi har fået den fedeste bane med den bedste udsigt.

 

 

 

Men fare for at fornærme nogen synes jeg, det er Danmarks bedste dressurbane for islændere.

Fortsættelse med at smukkesere banen følger i 2. del