Letridning eller ikke letridning?

Oftere og oftere ser jeg til stævnerne, at der bliver redet letridning, når der skal vises trav, ind imellem uden at det ser ud som om, rytteren har tænkt nærmere over, hvorfor hun rider letridning i stedet for at sidde ned.
Man kan nemlig iagttage, hvordan rytteren i stedet for at hjælpe hesten faktisk forstyrrer den, når hun rejser sig og sætter sig ned i letridning, mens hesten traver.

Det kan der være mange årsager til. Det kan være, at rytterens takt er for hurtig, og hun rejser sig op og sætter sig ned hurtigere, end hesten tager sine skridt. Det forstyrrer hestens takt og balance og pacer den hurtigere og hurtigere fremad med mindre skridt, end den ellers naturligt ville tage, fordi hesten prøver at tilpasse sig rytteren for at få mindre ubehag i ryggen.
For travens kvalitet betyder en for hurtig rytme op og ned, at rytteren gør det sværere for hesten at få et godt rygsving og et godt stræk i bevægelserne.

Det kan også være, at rytteren rejser sig for langsomt og næsten kastes med fremad af hesten, bumper i ryggen og ødelægger hestens balance, så den ruller og går i urolig form, fordi den prøver på at holde balancen med en rytter ude af takt. En for langsom rytme forværrer traven og gør den ustabil og giver måske endda taktfejl.

Så er der rigtig og forkert diagonal. Hvis du rider forkert diagonal, så opdag det og ret det! Når det så er sagt, så kan man godt vælge at ride forkert diagonal, men det skal være, fordi det hjælper hesten med at holde balancen på en volte, den har sværere ved at trave på. Ellers kan forkert diagonal gøre det sværere for hesten at trave godt og balanceret, fordi rytterens vægt bliver forskubbet i forhold til hesten ligevægt. Den slags ridning fortæller dommere og tilskuere, at rytteren glemmer at mærke sin hest og hjælpe den mest muligt.

Grundlæggende rides letridning ved, at rytteren rejser sig let og hurtigt op i bøjlerne, når hesten udvendige ben er løftet og sætter sig ned når udvendige ben er i jorden. Man ser det bedst ved at holde øje med, hvornår hestens skulder er oppe, for så er benet løftet. Det er meget vigtigt, at hestens rytme følges, og at rytteren mærker godt efter hesten bevægelser og dens ryg, så hun rejser sig og sætter sig kontrolleret efter hestens rygsving og ikke bumper ned i sadlen.

Letridning kan hjælpe en hest med at få en endnu bedre trav, hvis den bliver redet rigtigt. Hvis rytteren har styr på det, kan man få en kortskridtet hest, der altid skynder sig, til at sætte tempo ned og forlænge sine skridt lidt ved at bruge letridningen rigtigt. Men først skal man kunne almindelig grundlæggende letridning, der passer hesten, før man kan bruge letridning som et mere udviklende træningsredskab.

Ofte anbefaler jeg rytteren at sidde ned, når jeg kan se, at det er bedre for hesten – og rytteren, der så skal tænke på én opgave mindre. Men uanset valget så skal begge dele trænes koncentreret, så det gavner hesten og ekvipagen. Rytteren bør altid tænke på, hvordan hun hjæper hesten med at gå bedst muligt, og det er ikke nødvendigvis lettere at ride god letridning end at sidde ned.

Hav følelserne med i hestetræningen

Tilbage i 2002 trænede jeg en super lækker 5-års hoppe for ejeren. Hun var ikke efter hans yndlingsavlshoppe, så træningen var lidt nedprioriteret af hende. Hun havde kun gået grisepas i alle sine år som plag, men med rytter var hun begyndt at trave lidt. Jeg fik hende i marts, hun var usikker og lidt nervøs, og jeg husker hende som en lidt forvirret hest uden selvtillid.

Stille og roligt trænede jeg hende hver dag med passende nye udfordringer, så hun udviklede sig så hurtigt, som hun var klar til. Unge heste vil som udgangspunkt rigtig gerne lære, og de kan rumme meget nyt, så længe træningen foregår med glæde og lethed, og signalerne er tydelige, så hesten forstår, hvad den skal.

Samtidig med træningen havde jeg også fokus på at øge hendes selvtillid og glæde ved arbejdet. Jeg arbejdede på at give hende mere tro på, at det jeg bad hende om, var ok, og at hun godt kunne. Igennem træningen skabte vi et bånd og et partnerskab, en forbindelse jeg stræber efter at få med alle de unge heste, jeg træner, fordi det gør samarbejdet let og sjovt, og hestene vil gå gennem ild og vand for rytteren.

En del af ‘mentaltræningen’ af en ung hest er at give den selvtillid til at arbejde for rytteren ved at lade den tydeligt mærke, at det, den gør, er rigtigt. Jeg finder en følelse af begejstring og tilfredshed frem inden i og lader hesten mærke, at jeg er stolt af dens præstation gennem ros og stemning.

Det kan måske virke lidt diffust, men hestene er meget følsomme, og kan sagtens mærke, hvilket humør vi er i, og det kan man udnytte til at forenkle træningen og udvikle hesten med så få konflikter som muligt. Jeg roser meget, men jeg skælder også ud, hvis det er nødvendigt, for eksempel fordi hesten prøver at overtage styringen.
Hesten vil helst have rytteren glad, og den vil søge at gøre de ting, den kan mærke, jeg bliver glad for, så det er meget vigtigt, at rytteren er fair og lydhør overfor hesten i træningen.

Heste, der ikke følger dette reaktionsmønster, er efter min erfaring ikke helt i balance fysisk. Med det, mener jeg, at de måske kan have ondt og derfor forsøger at undgå at gøre, som rytteren beder om, men det er ikke så tit med ungheste. Og så er unghingste et kapitel for sig, de har hormoner oveni, og reagerer ofte lidt anderledes, indtil man har ‘bondet’ med dem.

Den usikre femårshoppe, jeg trænede, var følsom, intelligent og lærte hurtigt. På tre og en halv måned blev hun klar til kåring. Det lyste ud af hende, at hun havde fundet glæden og tilliden til rytteren. Ørerne var fremme, og hun gik uden tøven nye steder hen og ydede sit bedste, fordi rytteren bad om det, og hun havde fået tilliden til at følge signalerne.

Hoppen strøg i første klasse og kvalificerede sig til Landsmót. Vi vidste godt, hun var spændende, men havde slet ikke regnet med, at hun ville udvikle sig så hurtigt. Fordi hun begyndte at synes, at træningen var sjov, rykkede hun sig helt vildt og blomstrede op, så det var en ren fornøjelse at være rytteren.
Hun bekræftede til fulde, at det man som rytter giver ud, får man tilbage fra hesten.

Brug din hest til at hjælpe dig selv

Da jeg var elleve år gammel, synes mine forældre og min mormor, at det kunne være en god idé, hvis jeg sammen med min mormor fik en hest. Min mormor havde redet som ung og drømte om at ride igen, og for at hesten skulle passe til os begge, blev hun enig med mine forældre om, at en islænder var den rigtige hest til os. Den kunne både bære børn og voksne, havde et godt sind, og så havde min mormor redet islændere, da hun var på ferie på Island.

Jeg var ellevild og følte mig så heldig: jeg skulle have min egen hest!
Jeg havde redet i et par år på rideskolen, men havde ikke rigtig fundet selvtilliden og troen på, at jeg kunne noget, men det, håbede jeg, ændrede sig med min egen hest, som jeg kun skulle dele med min mormor og ikke tyve andre rideskoletøser.

Nu skulle vi finde hesten, og mine forældre valgte at sætte deres lid til en mand, der havde gode talegaver og ‘de rette kontakter’ i islænderverdenen. Han havde fundet en hest, der liiige matchede vores ønsker, og den stod meget belejligt hos hans gode venner. I mit hoved var der alle mulige drømmescenarier om den smukkeste og mest nuttede hest, der elskede mig ligeså meget, som jeg elskede den. Derfor var det noget af en tom følelse, da mine forældre, min mormor og jeg en efterårssøndag for 26 år siden skulle til Djursland for at kigge på en tyk, sur vallak på min egen alder.

Den sorte fedtkugle kunne hverken tølte eller adlyde rytteren, tværtimod var den luddoven og fræk, og når den endelig kom fremad, løb den sine egen veje, hvilket ville sige hjemad. Selvom den smed mig af, mens jeg prøvede den, var mine forældre og især min mormor solgt, den var jo så nuttet at se på. Og jeg var lykkelig, jeg fik min egen hest.

Den bolletykke vallak hed Blakkur, og selvom han var uopdragen og ugidelig, så var han trafiksikker og højst sandsynligvis også bombesikker. Min mormor kom aldrig rigtig i gang med at ride, så Blakkur blev mit projekt, og han blev min allerbedste ven igennem de fire år, jeg havde ham. Jeg havde i høj grad ansvaret for ham alene, mine forældre var aldrig rigtigt interesserede i min hestedille, men jeg var ligeglad, for Blakkur gjorde mig glad, og jeg tilbragte nærmest al vågen tid hos hesten.

Dengang var jeg ikke særlig glad for at gå i skole. Jeg trivedes ikke, der hvor vi boede, og kvarterets snobbede unger mobbede alle, der var lidt anderledes eller ikke gjorde, som de synes. Derhjemme var der heller ikke meget hjælp at hente, jeg var den yngste, så jeg havde ikke nogen at lege med. Jeg var genert, lidt ængstelig og holdte mig ofte for mig selv. Det blev min redning, at jeg fik en hest.

Udover at Blakkur altid var der, både når jeg var ked af det og glad, så gav min hobby mig en masse gode veninder, som jeg havde fantastiske stunder med, og som viste mig, at det ikke var mig, der var noget galt med. Med hesten blev jeg modig, jeg turde springe, gallopere hurtigt, ride uden saddel og fandt i det hele taget et sted, jeg kunne være mig selv uden at blive drillet eller grinet af.

Når heste i dag bliver mere og mere inddraget i al slags terapi lige fra coaching til behandling af problemunge, så er det ikke overraskende. Hesten er et fantastisk redskab, den elsker at yde for os og giver hele tiden noget af sig selv. Hesten er altid ærlig og viser, hvad den synes. Den gør det, du beder den om, men hvis du er ond ved den, får du ikke noget tilbage. Derfor kræver den også noget af dig.
Hesten hjælper dig til at overskride grænser og rykke dig i livet. Hvis du har områder, der er svage, hjælper hesten dig med at styrke dem. For eksempel hvis du har svært ved at sætte grænser og sige nej, vil din hest hele tiden udfordre dine grænser, indtil du lærer at blive bedre til at sig “nej” eller “sådan her skal vi gøre. Basta!”

Så brug din hests hjælp til at udvikle dig selv. Det kræver, at du tør kigge på dine svage områder. Men hvis du har mod på det, får du i din hest verdens bedste partner til at arbejde med det.

Skru forventningerne ned og hav tålmodighed

Hvordan træner vi de stadig mere talentfulde unge heste uden at gå på kompromis med hestevelfærd? Skru forventningspresset ned.

Hugsýn 5 år

De fleste af os inklusiv de professionelle trænere venter gerne på, at en spændende unghest bliver stærk og klar til at vise sit potentiale under rytter.

Men når en hesteejer sender sin lovende hoppe eller hingst i træning med henblik på kåring, kommer der et andet pres på. Hesten skal helst præstere hurtigt, for træningen koster penge, og det, ved træneren også godt, er en vigtig faktor for mange hesteejere.

Desuden ved alle venner og bekendte, at ejeren har en hest i træning og spørger hele tiden, hvordan det går, og hvornår den skal vises frem, så der er store forventninger i luften.

Viðar 5 år

I weekenden har jeg redet en dejlig og talentfuld fem-års vallak til dens allerførste stævne for en veninde. Selvom min veninde blot ønskede, hesten skulle have en god oplevelse og vises lidt frem, så føltes stævnepresset anderledes på mig, end når jeg rider mine egne heste.

Jeg ville gerne gøre ejeren glad og leve op til forventningerne, og jeg gjorde mig umage for at få mest muligt ud af hesten, der var jo kun denne ene mulighed for at vise hesten frem, og desuden var der andre end mig, der ville blive skuffede, hvis det gik skidt.

En vigtig del af aftalen var, at hesten skulle have en god oplevelse, og der var ingen penge imellem min veninde og mig og kun et minimum af pres. Vi havde afstemt forventningerne på forhånd, og det blev en god oplevelse for både hesten og mig og min veninde.

Dagsbrún 5 år

Sådan var det ikke, da jeg levede af at træne kåringsheste på Island, her var presset enormt.

Hver og en hest var i ejerens øjne en stjerne, de brugte ofte 30-40-50.000 kroner eller mere på træning af hesten, så forventningerne var høje, uanset om hesten kunne leve op til det eller ej. Jeg fandt det svært at holde til presset om at præstere til kåring og stævner, fordi jeg blev bange for at skuffe ejerne, når de forventede for meget.

I stedet trænede jeg hestene indtil sidste dag før kåringen og leverede dem så helt klar til en rytter, der kunne stå for presset.

Det kræver brede skuldre og en stærk tro på sin egen vurdering at kåre heste, for kåringsrytteren skal høre på utilfredse ejere, kritiske røster og andre, der ved bedre hele tiden. Rytteren får både æren og straffen.

Måske burde ejer og træner lave en skriftlig aftale om, at træning altid foregår med det for øje at tænke på hestens ve og vel uanset forventninger. Det kan huske begge parter på, at det vigtigste ikke er øjeblikspræstationen, men at hesten får lov til at udvikle sig så godt som muligt, også selvom det tager længere tid, end ejer og træner håber.

Víxill 5 år

Som ejer er det vigtigt altid at huske på, at det er et dyr, vi arbejder med, de kan ikke nødvendigvis sige fra, hvis det bliver for meget. Derfor er det vigtigt, at træneren sætter tempoet ned, hvis det er nødvendigt. Men det kan være svært, hvis ejeren står på den anden side og presser på, fordi han eller hun bliver grebet at håbet om at få en super kåring.

Selvfølgelig sætter vi som hesteejer vores lid til en dygtig og erfaren træner, men vi har stadig selv en del af ansvaret for vores hest og dermed skylden, hvis det ikke går som håbet.

At omprogrammere en hest

På Island findes der store staldområder, hvor stalde ligger side om side som rækkehuse. De bliver ejet af enten en enkelt eller flere ryttere sammen, og eftersom det er forholdsvis dyrt at eje sådan et ‘hestehus’, er det ofte folk med en ok indkomst. En stald tæt på Reykjavík kan sagtens koste et par millioner, hvis der skal være plads til mere end nogle få heste.

Jeg arbejdede i flere år i et af disse staldområder, de første år for en professionel rytter og senere for mig selv. En af opgaverne var at tage sadel og hovedtøj på nakken og køre mellem stalde for at ride hestene, der hvor de var opstaldet. For nogle hesteejere skulle jeg bare holde hesten i god træning og ride den et par gange om ugen, andre ønskede at få tilredet en unghest, men meget ofte skulle jeg ‘reparere’ på en hest, der gav problemer eller manglede ordentlig træning. Det kunne være heste, der var stive på tøjlen og i kroppen, heste der var bange eller ulydige og heste, der på grund af manglende eller forkert uddannelse var endt som problemhest . Jeg opnåede hurtige resultater med hestene igennem positiv træning, der hjalp hesten ud af den forvirring, den ofte var i omkring rytterens signaler.

Når jeg træner problemer ud af en hest, bruger jeg ofte en slags omprogrammering, hvor jeg enten lærer hesten noget helt nyt eller ændrer det indlæringsmønster, den har lært på forhånd. Det kan for eksempel være et problem, hvis en hest er over-følsom for schenklerne. Som regel lærer vi hestene at bevæge sig fremad eller til siden, når vi bevæger eller klemmer med schenklerne, men hvis hesten er for følsom eller direkte bange for benene, lærer jeg den gradvist det modsatte af, hvad den er vant til, nemlig at stå stille, når jeg klemmer med schenklerne.

Hvis hesten springer fremad eller spænder, når jeg klemmer med benene, bliver jeg ved med at holde schenklerne samme sted, indtil hesten står stille og slapper af. Så får den en godbid, en masse glad ros, og når vi skal fremad igen, får jeg den til at gå frem hovedsageligt ved at ‘dreje’ den igang med den ene tøjle og vægten. Som regel tager det nogle dage at få hesten til at forstå, at det er en ny ‘regel’ for schenklerne. Disse heste er som regel ikke dovne og skal ikke drives meget på.

Jeg bruger samme metode, hvis hesten skal lære at give efter for tøjler og søge fremad og ned. Jeg støtter den på tøjlen og arbejder den i let eftergivenhed, samtidig med, at jeg klemmer med schenklerne. Med det samme hesten giver efter, løsner jeg presset fra schenklerne, slapper af i min krop og roser den med stemmen. Det er vigtigt at slappe af i kroppen, da hesten læser hele vores kropssprog og ikke kun tøjle eller ben.

Tydelige, virkelig klare signaler er det vigtigste i en omprogrammering. Skal hesten lære at trave, skal den mærke helt klar forskel mellem mit sæde i tølt og i trav. Jeg letter mig fra sadlen, så hestens rygrad får mere frihed til at bevæge sig, læner mig ganske let frem og rører ved hestens skulder samtidig med, at jeg opmuntrer den til at gå fremad. Det sidste gør jeg for at få hesten til at forbinde min berøring med traven, så jeg senere hen hurtigt kan vise, at jeg vil trave, når jeg ikke letter på sædet mere. Når hesten har lært traven godt, ændrer jeg sæde og sidder mere ned i overgangene.

Jeg kan lære en hest at stoppe, når jeg læner mig fremover, og at den skal gå hurtigere, når jeg læner mig bagover, eller det omvendte stoppe når jeg læner mig bagover og gå hurtigere, når jeg læner mig frem. Det hele kommer an på, hvad, jeg programmere den enkelte hest til at tro, er rigtigt. Hesten er et intelligent dyr, og vi kan lære dem utrolig meget med positiv ledelse og guidance. De er den perfekte partner, for de hjælper os til at udvikle os sammen med dem.

Horsemanship på udenlandsk

Siden jeg flyttede tilbage til Danmark for en del år siden, har jeg ofte hørt tale om horsemanshipkurser og horsemanshiptræning udført af specielle horsemanshiptrænere. I starten troede jeg, det måtte være en ny metode, jeg ikke havde kendt til før. Vi snakkede aldrig om horsemanship, da jeg var barn, så jeg var meget nysgerrig efter at lære mere.

Efterhånden som jeg stiftede mere bekendtskab med begrebet, gik det op for mig, at horsemanship ikke var helt nyt, og jeg havde også selv brugt det. Jeg vidste, hvordan jeg skulle aflæse hestens signaler og lære den respekt og tillid i samarbejdet med mig uden urimelige, hårde metoder.

Jeg havde ind i mellem hørt, at hestene fra Island var dårligt tilredet. De var bange og kunne ikke fanges, men med træning efter horsemanshipmetoden ville de få det bedre med mennesker.

Derfor blev jeg overrasket, da jeg det gik op for mig, at det bedste horsemanship havde jeg lært på Island. Men jeg kunne ikke få det til at hænge sammen, at islændingene havde lært mig så meget horsemanship, når andre mente, de tilred hestene forkert. Var der forskellige slags horsemanship? Talte hestene ikke samme sprog i Danmark og Island?

Tilbage i halvfemserne sendte DR et program med Søren Rye, hvor han rejste til Island. Han var på besøg på Fagranes hos Böddi. Böddi skulle vise ham, hvordan man tilred heste på Island. Og der var virkelig show for alle pengene, for Böddi kastede bare en sadel på hesten og satte sig op. Hvorefter han gang på gang blev smidt af, når hesten bukkede og stak af, den stakkels hest var rædselsslagen og kendte ingen af rytterens signaler.

Der var ikke så mange tv-kanaler dengang, så rigtig mange danskere så den her udsendelse, og måske især hestefans over hele landet fulgte med. Programmet var spændende underholdning, men satte sig også spor i islænderfolks bevidsthed, for vi havde jo fået et indblik i, hvordan man tilred hestene på Island – uden horsemanship eller nåde. Jeg tror, vi danskere i mange år troede, at det var sådan, man gjorde det på Island.

I de ni år jeg boede på Island, har jeg tilredet flere hundrede heste, og jeg har aldrig gjort det på den måde, som Søren Ryge viste på DR. Jeg har heller ikke set andre gøre det på den måde, de fleste islændinge har deres liv for kært og vil gerne have velfungerende heste. Da jeg kom til Island, gjorde de faktisk meget ud af at fortælle, at lige præcis den udsendelse viste de som skrækeksempel på dårlig tilridning, når de unge startede på berideruddannelsen på Hólar.

Horsemanship kan fortolkes på mange måder. For mig er det, når jeg ’taler’ med hesten. Det kan være, når jeg har vist hesten en ny øvelse, og den begynder at gumle og smaske, så ved jeg, at den har accepteret og forstået, hvad den skal. Det kan være at gå op i en trailer eller bakke et par skridt væk fra mig. Jeg lægger pres på hesten på en måde, den kan forstå, og som på nogen måder kunne minde om det, den ville opleve i flokken med andre heste. Det kan være at presse med schenklen, indtil den flytter sig mit ben for så at lette presset. Eller fra jorden få den til at flytte sig væk fra mig enten ved hjælp af pres fra et tov eller en pisk og kigge den i øjnene samtidig, indtil den flytter sig. Nogle heste er meget opmærksomme og hurtige til at lære, mens andre tager lidt mere tid og skal have tingene flere gange.

Fælles for hestene er nogle signaler om, at de har forstået og accepteret, hvad de skal. Hvis man kan læse de signaler og responderer på dem, så arbejder man med horsemanship.

Forskellen mellem islandsktrænede heste og dansktrænede heste er ofte ikke metoden, vi gør det på, men nærmere de forventninger og mål, vi har med vores heste.

I Danmark skal hesten først og fremmeste være et kæledyr, den skal være tillidsfuld, ville snakke hver gang, vi har lyst, tage imod godbidder, kys og kram, ville nusses og være vores ven. Jeg oplever ind imellem, at nogle hesteejere ikke tænker over, om hesten respekterer dem, de har det ok med at blive brugt som kløtræ og blive skubbet til, hvis de står i vejen for hesten.

På Island skal hesten hovedsageligt præstere for sin rytter, som ridehest, konkurrence- eller kåringshest. Den skal have respekt og tillid ikke som en kærlig ven men nok mere som en partner eller medarbejder. Hesten skal acceptere mennesket som den øverste leder, så hestene i flokken ikke slås i nærheden af mennesker, de skal ikke skubbe til de tobenede eller nappe efter vores hænder. Til gengæld skal de have fuld tillid til, at det, rytteren beder dem om, er ok. De må gerne være nysgerrige, men ikke vade hen over mennesker. Respekten har hestene ofte, fordi de har været mindre i hænder som føl og unghest, de er ikke blevet nusset hele tiden eller har fået godbidder i tide og utide.

Forskellene i formålet med hesten og forventningen til, hvilken rolle, den skal spille for rytteren, er nok den vigtigste årsag til, at hesten bliver anderledes, for vi træner med samme metoder.

Alle accepterer, at der er kulturforskelle mellem forskellige lande, og det gælder ofte også den måde, hver nation træner sine islændere på. Vi danskere har én måde, tyskere en anden, islændinge en tredje og så videre.
Er vi åbne for det, kan vi lære noget af den måde, andre kulturer træner deres heste på. Og når vi køber heste for eksempel fra Island, skal vi have lidt tålmodighed, for hestene skal lige bruge tid på at lære, hvordan vi danskere ønsker, de skal være hos os.

Hvordan er vi ved hinanden…

Jeg har ofte været deltager eller tilskuer til både store og små stævner herhjemme og på Island, og det har næsten hver gang fået mig til at tænke over den måde, vi er overfor hinanden til stævnerne og måske i det hele taget i islændermiljøet her i Danmark.

Da jeg boede på Island var niveauet til stævnerne højt, man så aldrig heste, der ikke kunne tølte og kun sjældent heste uden en eller anden form for wow-faktor. En stor del af deltagerne var professionelle eller semiprofessionelle – altså folk der avlede, købte og solgte heste og red stævner på allerhøjeste plan men tjente deres penge på noget andet.
Mange af stævnedeltagerne havde virkelig meget på spil, fordi hestene var deres levebrød, og det var derfor vigtigt for dem, at det gik godt til stævnerne. Det var dér, de gjorde reklame for dem selv.

Alligevel oplevede jeg ikke, at der manglede plads til at anerkende hinanden for en flot hest, en superb træning, et godt program og en fantastisk indsats på stævne,- og kåringsbanerne. Man kunne godt unde andre, at det gik dem godt.

Når vi så en flot hest hos kollegaen eller endda en rytter, vi ikke kendte, også selvom det var en ny rytter, komplimenterede vi meget ofte hest og rytter direkte til vedkommende.
Og når vi havde redet finaler og fået vores placering, lykønskede vi altid hinanden som regel med håndtryk eller knus, uanset om vi var glade eller utilfredse med vores egen placering. Det var ok at anerkende, at der var en anden, der var bedre end mig og min hest.
Det blev en selvfølge for mig at give komplimenter og anerkende en god rytter, også selvom tingene ikke var helt perfekte, eller jeg ikke var enig i træningsstil eller ridning. Og det var jeg selvfølgelig ikke altid.

Den måde at møde sine konkurrenter på står ind imellem i skarp kontrast til tendensen herhjemme. Vi godt kan have lidt svært ved at rose hinanden for en god indsats, en anden måde at gøre tingene på eller en ny hest, vi ville ønske, vi selv havde råd til.

Selvom jeg også red stævner, inden jeg rejste til Island, var det først, da jeg kom tilbage til Danmark igen, at det gik op for mig, at det at rose de andre ikke altid er normalt herhjemme. Jante er nok desværre stadig med til mange af vores stævner.

Jeg kan huske, at jeg kort efter, jeg var flyttet hjem, var tilskuer til et af de store stævner. Der var en lækker vallak, der gik supergodt, og fik beundringsværdige resultater. En rigtig dejlig hest, og selvom rytteren ikke var fejlfri, gjorde han det simpelthen så godt, og det var fedt at se, og jeg blev helt høj af det.

Jeg så rytteren på stævnepladsen, og selvom jeg overhovedet ikke kendte ham, gik jeg direkte hen til ham og ønskede ham inderligt tillykke og komplimenterede ham for ridningen. Han virkede meget overrasket og lidt underlig over min meget ligefremme facon, men blev også ret glad. Vi synes jo alle, det er fedt at få ros og lykønskninger.

Siden er jeg blevet meget overrasket over, at til mange stævner lykønsker vi finaledeltagere ikke hinanden, når vi har fået vores placering. Vi sidder bare uden at sige noget hverken til vinderen eller de andre. Hvordan kan det være, at vi ikke kan sige tillykke til vores medryttere??? Der går da intet fra os, fordi vi anerkender andres indsats eller placering.
Til fodbold, håndbold og tennis og mange andre sportsgrene tager man da modtageren i hånden og siger tillykke, uanset hvem der har vundet og hvor skuffet, man er.

Måske kunne vi tænke over, at sidemanden nok har knoklet for sin placering ligesom vi selv. Der er ingen grund til at tro, at hun har fortjent det mindre end os.
Og husk, der kommer jo altid et nyt stævne, hvor vi får en ny chance.
Jeg tror på, at det vi giver ud, får vi tilbage igen. Så husk at rose sidemanden til næste stævne, kursus, ridetur.

Ripa-Heste

Islandske heste

#detdugiverudfårdutilbage

Letridning eller ikke letridning?

Hav følelserne med i hestetræningen

Brug din hest til at hjælpe dig selv

Skru forventningerne ned og hav tålmodighed

At omprogrammere en hest

Horsemanship på udenlandsk

Hvordan er vi ved hinanden…

Del/share:

Like this:

Del/share:

Like this:

Del/share:

Like this:

Del/share:

Like this:

Del/share:

Like this:

Del/share:

Like this:

Del/share:

Like this: