Siden jeg flyttede tilbage til Danmark for en del år siden, har jeg ofte hørt tale om horsemanshipkurser og horsemanshiptræning udført af specielle horsemanshiptrænere. I starten troede jeg, det måtte være en ny metode, jeg ikke havde kendt til før. Vi snakkede aldrig om horsemanship, da jeg var barn, så jeg var meget nysgerrig efter at lære mere.

Efterhånden som jeg stiftede mere bekendtskab med begrebet, gik det op for mig, at horsemanship ikke var helt nyt, og jeg havde også selv brugt det. Jeg vidste, hvordan jeg skulle aflæse hestens signaler og lære den respekt og tillid i samarbejdet med mig uden urimelige, hårde metoder.

Jeg havde ind i mellem hørt, at hestene fra Island var dårligt tilredet. De var bange og kunne ikke fanges, men med træning efter horsemanshipmetoden ville de få det bedre med mennesker.

Derfor blev jeg overrasket, da jeg det gik op for mig, at det bedste horsemanship havde jeg lært på Island. Men jeg kunne ikke få det til at hænge sammen, at islændingene havde lært mig så meget horsemanship, når andre mente, de tilred hestene forkert. Var der forskellige slags horsemanship? Talte hestene ikke samme sprog i Danmark og Island?

Tilbage i halvfemserne sendte DR et program med Søren Rye, hvor han rejste til Island. Han var på besøg på Fagranes hos Böddi. Böddi skulle vise ham, hvordan man tilred heste på Island. Og der var virkelig show for alle pengene, for Böddi kastede bare en sadel på hesten og satte sig op. Hvorefter han gang på gang blev smidt af, når hesten bukkede og stak af, den stakkels hest var rædselsslagen og kendte ingen af rytterens signaler.

Der var ikke så mange tv-kanaler dengang, så rigtig mange danskere så den her udsendelse, og måske især hestefans over hele landet fulgte med. Programmet var spændende underholdning, men satte sig også spor i islænderfolks bevidsthed, for vi havde jo fået et indblik i, hvordan man tilred hestene på Island – uden horsemanship eller nåde. Jeg tror, vi danskere i mange år troede, at det var sådan, man gjorde det på Island.

I de ni år jeg boede på Island, har jeg tilredet flere hundrede heste, og jeg har aldrig gjort det på den måde, som Søren Ryge viste på DR. Jeg har heller ikke set andre gøre det på den måde, de fleste islændinge har deres liv for kært og vil gerne have velfungerende heste. Da jeg kom til Island, gjorde de faktisk meget ud af at fortælle, at lige præcis den udsendelse viste de som skrækeksempel på dårlig tilridning, når de unge startede på berideruddannelsen på Hólar.

Horsemanship kan fortolkes på mange måder. For mig er det, når jeg ’taler’ med hesten. Det kan være, når jeg har vist hesten en ny øvelse, og den begynder at gumle og smaske, så ved jeg, at den har accepteret og forstået, hvad den skal. Det kan være at gå op i en trailer eller bakke et par skridt væk fra mig. Jeg lægger pres på hesten på en måde, den kan forstå, og som på nogen måder kunne minde om det, den ville opleve i flokken med andre heste. Det kan være at presse med schenklen, indtil den flytter sig mit ben for så at lette presset. Eller fra jorden få den til at flytte sig væk fra mig enten ved hjælp af pres fra et tov eller en pisk og kigge den i øjnene samtidig, indtil den flytter sig. Nogle heste er meget opmærksomme og hurtige til at lære, mens andre tager lidt mere tid og skal have tingene flere gange.

Fælles for hestene er nogle signaler om, at de har forstået og accepteret, hvad de skal. Hvis man kan læse de signaler og responderer på dem, så arbejder man med horsemanship.

Forskellen mellem islandsktrænede heste og dansktrænede heste er ofte ikke metoden, vi gør det på, men nærmere de forventninger og mål, vi har med vores heste.

I Danmark skal hesten først og fremmeste være et kæledyr, den skal være tillidsfuld, ville snakke hver gang, vi har lyst, tage imod godbidder, kys og kram, ville nusses og være vores ven. Jeg oplever ind imellem, at nogle hesteejere ikke tænker over, om hesten respekterer dem, de har det ok med at blive brugt som kløtræ og blive skubbet til, hvis de står i vejen for hesten.

På Island skal hesten hovedsageligt præstere for sin rytter, som ridehest, konkurrence- eller kåringshest. Den skal have respekt og tillid ikke som en kærlig ven men nok mere som en partner eller medarbejder. Hesten skal acceptere mennesket som den øverste leder, så hestene i flokken ikke slås i nærheden af mennesker, de skal ikke skubbe til de tobenede eller nappe efter vores hænder. Til gengæld skal de have fuld tillid til, at det, rytteren beder dem om, er ok. De må gerne være nysgerrige, men ikke vade hen over mennesker. Respekten har hestene ofte, fordi de har været mindre i hænder som føl og unghest, de er ikke blevet nusset hele tiden eller har fået godbidder i tide og utide.

Forskellene i formålet med hesten og forventningen til, hvilken rolle, den skal spille for rytteren, er nok den vigtigste årsag til, at hesten bliver anderledes, for vi træner med samme metoder.

Alle accepterer, at der er kulturforskelle mellem forskellige lande, og det gælder ofte også den måde, hver nation træner sine islændere på. Vi danskere har én måde, tyskere en anden, islændinge en tredje og så videre.
Er vi åbne for det, kan vi lære noget af den måde, andre kulturer træner deres heste på. Og når vi køber heste for eksempel fra Island, skal vi have lidt tålmodighed, for hestene skal lige bruge tid på at lære, hvordan vi danskere ønsker, de skal være hos os.