Letridning eller ikke letridning?

Oftere og oftere ser jeg til stævnerne, at der bliver redet letridning, når der skal vises trav, ind imellem uden at det ser ud som om, rytteren har tænkt nærmere over, hvorfor hun rider letridning i stedet for at sidde ned.
Man kan nemlig iagttage, hvordan rytteren i stedet for at hjælpe hesten faktisk forstyrrer den, når hun rejser sig og sætter sig ned i letridning, mens hesten traver.

Det kan der være mange årsager til. Det kan være, at rytterens takt er for hurtig, og hun rejser sig op og sætter sig ned hurtigere, end hesten tager sine skridt. Det forstyrrer hestens takt og balance og pacer den hurtigere og hurtigere fremad med mindre skridt, end den ellers naturligt ville tage, fordi hesten prøver at tilpasse sig rytteren for at få mindre ubehag i ryggen.
For travens kvalitet betyder en for hurtig rytme op og ned, at rytteren gør det sværere for hesten at få et godt rygsving og et godt stræk i bevægelserne.

Det kan også være, at rytteren rejser sig for langsomt og næsten kastes med fremad af hesten, bumper i ryggen og ødelægger hestens balance, så den ruller og går i urolig form, fordi den prøver på at holde balancen med en rytter ude af takt. En for langsom rytme forværrer traven og gør den ustabil og giver måske endda taktfejl.

Så er der rigtig og forkert diagonal. Hvis du rider forkert diagonal, så opdag det og ret det! Når det så er sagt, så kan man godt vælge at ride forkert diagonal, men det skal være, fordi det hjælper hesten med at holde balancen på en volte, den har sværere ved at trave på. Ellers kan forkert diagonal gøre det sværere for hesten at trave godt og balanceret, fordi rytterens vægt bliver forskubbet i forhold til hesten ligevægt. Den slags ridning fortæller dommere og tilskuere, at rytteren glemmer at mærke sin hest og hjælpe den mest muligt.

Grundlæggende rides letridning ved, at rytteren rejser sig let og hurtigt op i bøjlerne, når hesten udvendige ben er løftet og sætter sig ned når udvendige ben er i jorden. Man ser det bedst ved at holde øje med, hvornår hestens skulder er oppe, for så er benet løftet. Det er meget vigtigt, at hestens rytme følges, og at rytteren mærker godt efter hesten bevægelser og dens ryg, så hun rejser sig og sætter sig kontrolleret efter hestens rygsving og ikke bumper ned i sadlen.

Letridning kan hjælpe en hest med at få en endnu bedre trav, hvis den bliver redet rigtigt. Hvis rytteren har styr på det, kan man få en kortskridtet hest, der altid skynder sig, til at sætte tempo ned og forlænge sine skridt lidt ved at bruge letridningen rigtigt. Men først skal man kunne almindelig grundlæggende letridning, der passer hesten, før man kan bruge letridning som et mere udviklende træningsredskab.

Ofte anbefaler jeg rytteren at sidde ned, når jeg kan se, at det er bedre for hesten – og rytteren, der så skal tænke på én opgave mindre. Men uanset valget så skal begge dele trænes koncentreret, så det gavner hesten og ekvipagen. Rytteren bør altid tænke på, hvordan hun hjæper hesten med at gå bedst muligt, og det er ikke nødvendigvis lettere at ride god letridning end at sidde ned.

Hav følelserne med i hestetræningen

Tilbage i 2002 trænede jeg en super lækker 5-års hoppe for ejeren. Hun var ikke efter hans yndlingsavlshoppe, så træningen var lidt nedprioriteret af hende. Hun havde kun gået grisepas i alle sine år som plag, men med rytter var hun begyndt at trave lidt. Jeg fik hende i marts, hun var usikker og lidt nervøs, og jeg husker hende som en lidt forvirret hest uden selvtillid.

Stille og roligt trænede jeg hende hver dag med passende nye udfordringer, så hun udviklede sig så hurtigt, som hun var klar til. Unge heste vil som udgangspunkt rigtig gerne lære, og de kan rumme meget nyt, så længe træningen foregår med glæde og lethed, og signalerne er tydelige, så hesten forstår, hvad den skal.

Samtidig med træningen havde jeg også fokus på at øge hendes selvtillid og glæde ved arbejdet. Jeg arbejdede på at give hende mere tro på, at det jeg bad hende om, var ok, og at hun godt kunne. Igennem træningen skabte vi et bånd og et partnerskab, en forbindelse jeg stræber efter at få med alle de unge heste, jeg træner, fordi det gør samarbejdet let og sjovt, og hestene vil gå gennem ild og vand for rytteren.

En del af ‘mentaltræningen’ af en ung hest er at give den selvtillid til at arbejde for rytteren ved at lade den tydeligt mærke, at det, den gør, er rigtigt. Jeg finder en følelse af begejstring og tilfredshed frem inden i og lader hesten mærke, at jeg er stolt af dens præstation gennem ros og stemning.

Det kan måske virke lidt diffust, men hestene er meget følsomme, og kan sagtens mærke, hvilket humør vi er i, og det kan man udnytte til at forenkle træningen og udvikle hesten med så få konflikter som muligt. Jeg roser meget, men jeg skælder også ud, hvis det er nødvendigt, for eksempel fordi hesten prøver at overtage styringen.
Hesten vil helst have rytteren glad, og den vil søge at gøre de ting, den kan mærke, jeg bliver glad for, så det er meget vigtigt, at rytteren er fair og lydhør overfor hesten i træningen.

Heste, der ikke følger dette reaktionsmønster, er efter min erfaring ikke helt i balance fysisk. Med det, mener jeg, at de måske kan have ondt og derfor forsøger at undgå at gøre, som rytteren beder om, men det er ikke så tit med ungheste. Og så er unghingste et kapitel for sig, de har hormoner oveni, og reagerer ofte lidt anderledes, indtil man har ‘bondet’ med dem.

Den usikre femårshoppe, jeg trænede, var følsom, intelligent og lærte hurtigt. På tre og en halv måned blev hun klar til kåring. Det lyste ud af hende, at hun havde fundet glæden og tilliden til rytteren. Ørerne var fremme, og hun gik uden tøven nye steder hen og ydede sit bedste, fordi rytteren bad om det, og hun havde fået tilliden til at følge signalerne.

Hoppen strøg i første klasse og kvalificerede sig til Landsmót. Vi vidste godt, hun var spændende, men havde slet ikke regnet med, at hun ville udvikle sig så hurtigt. Fordi hun begyndte at synes, at træningen var sjov, rykkede hun sig helt vildt og blomstrede op, så det var en ren fornøjelse at være rytteren.
Hun bekræftede til fulde, at det man som rytter giver ud, får man tilbage fra hesten.

Skru forventningerne ned og hav tålmodighed

Hvordan træner vi de stadig mere talentfulde unge heste uden at gå på kompromis med hestevelfærd? Skru forventningspresset ned.

Hugsýn 5 år

De fleste af os inklusiv de professionelle trænere venter gerne på, at en spændende unghest bliver stærk og klar til at vise sit potentiale under rytter.

Men når en hesteejer sender sin lovende hoppe eller hingst i træning med henblik på kåring, kommer der et andet pres på. Hesten skal helst præstere hurtigt, for træningen koster penge, og det, ved træneren også godt, er en vigtig faktor for mange hesteejere.

Desuden ved alle venner og bekendte, at ejeren har en hest i træning og spørger hele tiden, hvordan det går, og hvornår den skal vises frem, så der er store forventninger i luften.

Viðar 5 år

I weekenden har jeg redet en dejlig og talentfuld fem-års vallak til dens allerførste stævne for en veninde. Selvom min veninde blot ønskede, hesten skulle have en god oplevelse og vises lidt frem, så føltes stævnepresset anderledes på mig, end når jeg rider mine egne heste.

Jeg ville gerne gøre ejeren glad og leve op til forventningerne, og jeg gjorde mig umage for at få mest muligt ud af hesten, der var jo kun denne ene mulighed for at vise hesten frem, og desuden var der andre end mig, der ville blive skuffede, hvis det gik skidt.

En vigtig del af aftalen var, at hesten skulle have en god oplevelse, og der var ingen penge imellem min veninde og mig og kun et minimum af pres. Vi havde afstemt forventningerne på forhånd, og det blev en god oplevelse for både hesten og mig og min veninde.

Dagsbrún 5 år

Sådan var det ikke, da jeg levede af at træne kåringsheste på Island, her var presset enormt.

Hver og en hest var i ejerens øjne en stjerne, de brugte ofte 30-40-50.000 kroner eller mere på træning af hesten, så forventningerne var høje, uanset om hesten kunne leve op til det eller ej. Jeg fandt det svært at holde til presset om at præstere til kåring og stævner, fordi jeg blev bange for at skuffe ejerne, når de forventede for meget.

I stedet trænede jeg hestene indtil sidste dag før kåringen og leverede dem så helt klar til en rytter, der kunne stå for presset.

Det kræver brede skuldre og en stærk tro på sin egen vurdering at kåre heste, for kåringsrytteren skal høre på utilfredse ejere, kritiske røster og andre, der ved bedre hele tiden. Rytteren får både æren og straffen.

Måske burde ejer og træner lave en skriftlig aftale om, at træning altid foregår med det for øje at tænke på hestens ve og vel uanset forventninger. Det kan huske begge parter på, at det vigtigste ikke er øjeblikspræstationen, men at hesten får lov til at udvikle sig så godt som muligt, også selvom det tager længere tid, end ejer og træner håber.

Víxill 5 år

Som ejer er det vigtigt altid at huske på, at det er et dyr, vi arbejder med, de kan ikke nødvendigvis sige fra, hvis det bliver for meget. Derfor er det vigtigt, at træneren sætter tempoet ned, hvis det er nødvendigt. Men det kan være svært, hvis ejeren står på den anden side og presser på, fordi han eller hun bliver grebet at håbet om at få en super kåring.

Selvfølgelig sætter vi som hesteejer vores lid til en dygtig og erfaren træner, men vi har stadig selv en del af ansvaret for vores hest og dermed skylden, hvis det ikke går som håbet.

Når du køber hest fra Island

Brennir frá Sumarstöðum eft 1. klasses forældre – salgshest

Jeg har ofte formidlet salg af heste fra Island både mine egne og andres. I den forbindelse har jeg også hjulpet den spændte køber med at få hesten til Danmark, for det kan faktisk godt virke lidt forvirrende, når man ikke har prøvet at hente en hest hjem fra Island før. Der er meget sparsom information fra transportøren og islændingene, så det kan være rart med en, der ved, om alting er, som det skal være, når man intet hører.

Jeg laver her en kort gennemgang af, hvordan processen er fra man har sagt ja til hesten, til den står i Billund lufthavn.

Når du har besluttet, at du vil købe en hest fra Island, og du og sælger er blevet enige om prisen, skal du være klar over, at det ikke er en selvfølge i en handel på Island, at du får en kontrakt, så hvis du ikke har handlet med sælger før, kan det være en god idé at få en bekræftelse – bed gerne om en købekontrakt.

Husk, at du oveni den islandske salgspris og transporten også skal betale dansk importmoms på 25% regnet ud fra hestens pris plus transport. Så kommer der også et handlinggebyr i Billund lufthavn på et par tusinde samt transporten hjem til dig selv. Det hele skal regnes med, så der ikke kommer dyre overraskelser på vejen.

Næste skridt er at bestille plads på flyet til Danmark og tid til handelsundersøgelse af hesten.
I forbindelse med transporten til Danmark kan du vælge at få lavet et dyrlægetjek med røntgen, når hesten bliver flyttet til ‘transferstalden’ hos transportøren. Det kan være lidt billigere grundet mængden af heste, der skal tjekkes. Men hvis du skal betale hesten straks, så få lavet et dyrlægetjek der, hvor hesten står. Jeg anbefaler altid, at man får lavet røntgen af sin hest med henblik på udelukkelse af spat. Røntgen er noget billigere på Island end i Danmark.
Jeg vil også på det kraftigste anbefale, at du forsikrer din nye hest, når den er handelsgodkendt. Dansk Hesteforsikring forsikrer gerne heste, der står på Island og skal til Danmark, og det er der sikkert også flere

Víxill solgt til Danmark

selskaber, der gør.

Man kan selv vælge, hvilken transportør man vil bruge til at flytte sin hest med flyet til Billund. Firmaerne sender alle med de samme fly, men der kan være en lille prisforskel. Exporthestar.com, Hestvit.is og Horseexport.is er de største transportører på Island.

Når du har bestilt en plads til din hest og sendt oplysninger på mail om, hvem der sælger, og hvor hesten står, dit eget navn, adresse, telefonummer og eventuelt cvr.nummer, er det op til sælger at sende en faktura til transportøren til udregning af moms og bevis for ejerskiftet. Transportøren skal nok rykke for fakturaen, så det skal du ikke tænke på.

Svali er opvokset på Island men er nu ved at vænne sig til livet i Danmark

Tit hører du som køber ikke mere fra transportøren før flyafgangen nærmer sig, og nogle gange hører du ikke mere fra dem, før regningen skal betales. Der kan ind imellem gå flere måneder mellem flyene til Billund, afhængig af, hvilken tid på året det er. Efterår og vinter er der flest fly, men om sommeren kan der godt gå adskillige måneder mellem flyene.

Nogle få dage inden hesten skal ankomme til Billund, bliver du kontaktet af en medarbejder fra scan Global Logistic, der bekræfter, at der er en hest på vej til dig, han fortæller, hvornår du kan hente den, og at du skal betale moms og handlinggebyr til dem. Pengene kan du overføre eller bringe med dig i kontanter, når du henter hesten.

Hestecontaineren læsses ind i flyet

Normalt står transportøren for transporten fra sælger til Reykjavík, han sørger for eksporttjek af distriktsdyrlæge, som kun handler om, hvorvidt hesten er i god helbredsstand og kan tåle turen, og han står for transporten til lufthavnen på afgangsdagen. Derfra overtager Icelandair, der læsser hestene i specielle containere ombord på flyet. I Billund overtager så shippingfirmaet Global Scan Logistic. De tager imod hestene, installerer dem i en hangar i lufthavnen, hvor en dansk distriksdyrlæge tjekker hestene igen for skader og akut sygdom.

Det er det her hestene kommer fra

På Island bruger man ikke hestepas eller ejercertifikater, de papirer bliver først udgivet, når hesten skal ud af landet. Det er den islandske transportør, der sørger for de rigtige papirer til dig. Når du møder op i Billund, holder biler med trailere og hestelastbiler som regel i kø uden for porten til lufthavnen. Du går ind på Scan Global Logistics kontor og får udleveret en kuvert med hestepas, toldpapirer og en faktura fra transportøren, der viser pris for hesten og transporten. Denne faktura skal du betale, husk, det er ikke hestens pris, der skal betales, blot transporten. Først når transporten er betalt, får du tilsendt ejercertifikatet, som er dit endelige bevis for ejerskab.

Derefter venter du i kø sammen med de andre biler, der skal hente heste. Som regel lukker lufthavnspersonalet tre biler ind ad gangen, du kører efter en shippingmedarbejder hen til hangaren, hvor du parkerer, går ind i hangaren og får anvist din hest. Bliv ikke forskrækket, hvis hesten er træt, det er en lang tur og de kan godt blive lidt udmattede af alt det fremmede.

Du læsser din hest hurtigt, personalet er hjælpsomme, og heste fra Island er som regel vant til at gå ind i trailer uden de store problemer. Når de tre biler har fået deres heste, kører I ud, og du er fri til at køre hjem med din nye hest. Husk, at det kan være en lang, skræmmende rejse for en hest, der intet forstår, og nogle heste får oveni også et kulturchok, så giv din nye hest tid til at ‘blive dansk’.

Se video om transporten af heste fra Icelandair Cargo her

At omprogrammere en hest

På Island findes der store staldområder, hvor stalde ligger side om side som rækkehuse. De bliver ejet af enten en enkelt eller flere ryttere sammen, og eftersom det er forholdsvis dyrt at eje sådan et ‘hestehus’, er det ofte folk med en ok indkomst. En stald tæt på Reykjavík kan sagtens koste et par millioner, hvis der skal være plads til mere end nogle få heste.

Jeg arbejdede i flere år i et af disse staldområder, de første år for en professionel rytter og senere for mig selv. En af opgaverne var at tage sadel og hovedtøj på nakken og køre mellem stalde for at ride hestene, der hvor de var opstaldet. For nogle hesteejere skulle jeg bare holde hesten i god træning og ride den et par gange om ugen, andre ønskede at få tilredet en unghest, men meget ofte skulle jeg ‘reparere’ på en hest, der gav problemer eller manglede ordentlig træning. Det kunne være heste, der var stive på tøjlen og i kroppen, heste der var bange eller ulydige og heste, der på grund af manglende eller forkert uddannelse var endt som problemhest . Jeg opnåede hurtige resultater med hestene igennem positiv træning, der hjalp hesten ud af den forvirring, den ofte var i omkring rytterens signaler.

Når jeg træner problemer ud af en hest, bruger jeg ofte en slags omprogrammering, hvor jeg enten lærer hesten noget helt nyt eller ændrer det indlæringsmønster, den har lært på forhånd. Det kan for eksempel være et problem, hvis en hest er over-følsom for schenklerne. Som regel lærer vi hestene at bevæge sig fremad eller til siden, når vi bevæger eller klemmer med schenklerne, men hvis hesten er for følsom eller direkte bange for benene, lærer jeg den gradvist det modsatte af, hvad den er vant til, nemlig at stå stille, når jeg klemmer med schenklerne.

Hvis hesten springer fremad eller spænder, når jeg klemmer med benene, bliver jeg ved med at holde schenklerne samme sted, indtil hesten står stille og slapper af. Så får den en godbid, en masse glad ros, og når vi skal fremad igen, får jeg den til at gå frem hovedsageligt ved at ‘dreje’ den igang med den ene tøjle og vægten. Som regel tager det nogle dage at få hesten til at forstå, at det er en ny ‘regel’ for schenklerne. Disse heste er som regel ikke dovne og skal ikke drives meget på.

Jeg bruger samme metode, hvis hesten skal lære at give efter for tøjler og søge fremad og ned. Jeg støtter den på tøjlen og arbejder den i let eftergivenhed, samtidig med, at jeg klemmer med schenklerne. Med det samme hesten giver efter, løsner jeg presset fra schenklerne, slapper af i min krop og roser den med stemmen. Det er vigtigt at slappe af i kroppen, da hesten læser hele vores kropssprog og ikke kun tøjle eller ben.

Tydelige, virkelig klare signaler er det vigtigste i en omprogrammering. Skal hesten lære at trave, skal den mærke helt klar forskel mellem mit sæde i tølt og i trav. Jeg letter mig fra sadlen, så hestens rygrad får mere frihed til at bevæge sig, læner mig ganske let frem og rører ved hestens skulder samtidig med, at jeg opmuntrer den til at gå fremad. Det sidste gør jeg for at få hesten til at forbinde min berøring med traven, så jeg senere hen hurtigt kan vise, at jeg vil trave, når jeg ikke letter på sædet mere. Når hesten har lært traven godt, ændrer jeg sæde og sidder mere ned i overgangene.

Jeg kan lære en hest at stoppe, når jeg læner mig fremover, og at den skal gå hurtigere, når jeg læner mig bagover, eller det omvendte stoppe når jeg læner mig bagover og gå hurtigere, når jeg læner mig frem. Det hele kommer an på, hvad, jeg programmere den enkelte hest til at tro, er rigtigt. Hesten er et intelligent dyr, og vi kan lære dem utrolig meget med positiv ledelse og guidance. De er den perfekte partner, for de hjælper os til at udvikle os sammen med dem.

Horsemanship på udenlandsk

Siden jeg flyttede tilbage til Danmark for en del år siden, har jeg ofte hørt tale om horsemanshipkurser og horsemanshiptræning udført af specielle horsemanshiptrænere. I starten troede jeg, det måtte være en ny metode, jeg ikke havde kendt til før. Vi snakkede aldrig om horsemanship, da jeg var barn, så jeg var meget nysgerrig efter at lære mere.

Efterhånden som jeg stiftede mere bekendtskab med begrebet, gik det op for mig, at horsemanship ikke var helt nyt, og jeg havde også selv brugt det. Jeg vidste, hvordan jeg skulle aflæse hestens signaler og lære den respekt og tillid i samarbejdet med mig uden urimelige, hårde metoder.

Jeg havde ind i mellem hørt, at hestene fra Island var dårligt tilredet. De var bange og kunne ikke fanges, men med træning efter horsemanshipmetoden ville de få det bedre med mennesker.

Derfor blev jeg overrasket, da jeg det gik op for mig, at det bedste horsemanship havde jeg lært på Island. Men jeg kunne ikke få det til at hænge sammen, at islændingene havde lært mig så meget horsemanship, når andre mente, de tilred hestene forkert. Var der forskellige slags horsemanship? Talte hestene ikke samme sprog i Danmark og Island?

Tilbage i halvfemserne sendte DR et program med Søren Rye, hvor han rejste til Island. Han var på besøg på Fagranes hos Böddi. Böddi skulle vise ham, hvordan man tilred heste på Island. Og der var virkelig show for alle pengene, for Böddi kastede bare en sadel på hesten og satte sig op. Hvorefter han gang på gang blev smidt af, når hesten bukkede og stak af, den stakkels hest var rædselsslagen og kendte ingen af rytterens signaler.

Der var ikke så mange tv-kanaler dengang, så rigtig mange danskere så den her udsendelse, og måske især hestefans over hele landet fulgte med. Programmet var spændende underholdning, men satte sig også spor i islænderfolks bevidsthed, for vi havde jo fået et indblik i, hvordan man tilred hestene på Island – uden horsemanship eller nåde. Jeg tror, vi danskere i mange år troede, at det var sådan, man gjorde det på Island.

I de ni år jeg boede på Island, har jeg tilredet flere hundrede heste, og jeg har aldrig gjort det på den måde, som Søren Ryge viste på DR. Jeg har heller ikke set andre gøre det på den måde, de fleste islændinge har deres liv for kært og vil gerne have velfungerende heste. Da jeg kom til Island, gjorde de faktisk meget ud af at fortælle, at lige præcis den udsendelse viste de som skrækeksempel på dårlig tilridning, når de unge startede på berideruddannelsen på Hólar.

Horsemanship kan fortolkes på mange måder. For mig er det, når jeg ’taler’ med hesten. Det kan være, når jeg har vist hesten en ny øvelse, og den begynder at gumle og smaske, så ved jeg, at den har accepteret og forstået, hvad den skal. Det kan være at gå op i en trailer eller bakke et par skridt væk fra mig. Jeg lægger pres på hesten på en måde, den kan forstå, og som på nogen måder kunne minde om det, den ville opleve i flokken med andre heste. Det kan være at presse med schenklen, indtil den flytter sig mit ben for så at lette presset. Eller fra jorden få den til at flytte sig væk fra mig enten ved hjælp af pres fra et tov eller en pisk og kigge den i øjnene samtidig, indtil den flytter sig. Nogle heste er meget opmærksomme og hurtige til at lære, mens andre tager lidt mere tid og skal have tingene flere gange.

Fælles for hestene er nogle signaler om, at de har forstået og accepteret, hvad de skal. Hvis man kan læse de signaler og responderer på dem, så arbejder man med horsemanship.

Forskellen mellem islandsktrænede heste og dansktrænede heste er ofte ikke metoden, vi gør det på, men nærmere de forventninger og mål, vi har med vores heste.

I Danmark skal hesten først og fremmeste være et kæledyr, den skal være tillidsfuld, ville snakke hver gang, vi har lyst, tage imod godbidder, kys og kram, ville nusses og være vores ven. Jeg oplever ind imellem, at nogle hesteejere ikke tænker over, om hesten respekterer dem, de har det ok med at blive brugt som kløtræ og blive skubbet til, hvis de står i vejen for hesten.

På Island skal hesten hovedsageligt præstere for sin rytter, som ridehest, konkurrence- eller kåringshest. Den skal have respekt og tillid ikke som en kærlig ven men nok mere som en partner eller medarbejder. Hesten skal acceptere mennesket som den øverste leder, så hestene i flokken ikke slås i nærheden af mennesker, de skal ikke skubbe til de tobenede eller nappe efter vores hænder. Til gengæld skal de have fuld tillid til, at det, rytteren beder dem om, er ok. De må gerne være nysgerrige, men ikke vade hen over mennesker. Respekten har hestene ofte, fordi de har været mindre i hænder som føl og unghest, de er ikke blevet nusset hele tiden eller har fået godbidder i tide og utide.

Forskellene i formålet med hesten og forventningen til, hvilken rolle, den skal spille for rytteren, er nok den vigtigste årsag til, at hesten bliver anderledes, for vi træner med samme metoder.

Alle accepterer, at der er kulturforskelle mellem forskellige lande, og det gælder ofte også den måde, hver nation træner sine islændere på. Vi danskere har én måde, tyskere en anden, islændinge en tredje og så videre.
Er vi åbne for det, kan vi lære noget af den måde, andre kulturer træner deres heste på. Og når vi køber heste for eksempel fra Island, skal vi have lidt tålmodighed, for hestene skal lige bruge tid på at lære, hvordan vi danskere ønsker, de skal være hos os.

Hvordan er vi ved hinanden…

Jeg har ofte været deltager eller tilskuer til både store og små stævner herhjemme og på Island, og det har næsten hver gang fået mig til at tænke over den måde, vi er overfor hinanden til stævnerne og måske i det hele taget i islændermiljøet her i Danmark.

Da jeg boede på Island var niveauet til stævnerne højt, man så aldrig heste, der ikke kunne tølte og kun sjældent heste uden en eller anden form for wow-faktor. En stor del af deltagerne var professionelle eller semiprofessionelle – altså folk der avlede, købte og solgte heste og red stævner på allerhøjeste plan men tjente deres penge på noget andet.
Mange af stævnedeltagerne havde virkelig meget på spil, fordi hestene var deres levebrød, og det var derfor vigtigt for dem, at det gik godt til stævnerne. Det var dér, de gjorde reklame for dem selv.

Alligevel oplevede jeg ikke, at der manglede plads til at anerkende hinanden for en flot hest, en superb træning, et godt program og en fantastisk indsats på stævne,- og kåringsbanerne. Man kunne godt unde andre, at det gik dem godt.

Når vi så en flot hest hos kollegaen eller endda en rytter, vi ikke kendte, også selvom det var en ny rytter, komplimenterede vi meget ofte hest og rytter direkte til vedkommende.
Og når vi havde redet finaler og fået vores placering, lykønskede vi altid hinanden som regel med håndtryk eller knus, uanset om vi var glade eller utilfredse med vores egen placering. Det var ok at anerkende, at der var en anden, der var bedre end mig og min hest.
Det blev en selvfølge for mig at give komplimenter og anerkende en god rytter, også selvom tingene ikke var helt perfekte, eller jeg ikke var enig i træningsstil eller ridning. Og det var jeg selvfølgelig ikke altid.

Den måde at møde sine konkurrenter på står ind imellem i skarp kontrast til tendensen herhjemme. Vi godt kan have lidt svært ved at rose hinanden for en god indsats, en anden måde at gøre tingene på eller en ny hest, vi ville ønske, vi selv havde råd til.

Selvom jeg også red stævner, inden jeg rejste til Island, var det først, da jeg kom tilbage til Danmark igen, at det gik op for mig, at det at rose de andre ikke altid er normalt herhjemme. Jante er nok desværre stadig med til mange af vores stævner.

Jeg kan huske, at jeg kort efter, jeg var flyttet hjem, var tilskuer til et af de store stævner. Der var en lækker vallak, der gik supergodt, og fik beundringsværdige resultater. En rigtig dejlig hest, og selvom rytteren ikke var fejlfri, gjorde han det simpelthen så godt, og det var fedt at se, og jeg blev helt høj af det.

Jeg så rytteren på stævnepladsen, og selvom jeg overhovedet ikke kendte ham, gik jeg direkte hen til ham og ønskede ham inderligt tillykke og komplimenterede ham for ridningen. Han virkede meget overrasket og lidt underlig over min meget ligefremme facon, men blev også ret glad. Vi synes jo alle, det er fedt at få ros og lykønskninger.

Siden er jeg blevet meget overrasket over, at til mange stævner lykønsker vi finaledeltagere ikke hinanden, når vi har fået vores placering. Vi sidder bare uden at sige noget hverken til vinderen eller de andre. Hvordan kan det være, at vi ikke kan sige tillykke til vores medryttere??? Der går da intet fra os, fordi vi anerkender andres indsats eller placering.
Til fodbold, håndbold og tennis og mange andre sportsgrene tager man da modtageren i hånden og siger tillykke, uanset hvem der har vundet og hvor skuffet, man er.

Måske kunne vi tænke over, at sidemanden nok har knoklet for sin placering ligesom vi selv. Der er ingen grund til at tro, at hun har fortjent det mindre end os.
Og husk, der kommer jo altid et nyt stævne, hvor vi får en ny chance.
Jeg tror på, at det vi giver ud, får vi tilbage igen. Så husk at rose sidemanden til næste stævne, kursus, ridetur.

Benkvalitet – hvad handler det om?

Jeg har i længere tid gerne villet skrive et indlæg med let forståelig information om benkvalitet hos islænderne.
Men benkvalitet er noget, der skal mærkes, så det er lidt af en udfordring at forklare, hvordan gode og dårlige ben føles, men jeg prøver. Forstør gerne billederne, så du bedre kan se detaljerne på benene.

På billede 1 her nedenunder til venstre har jeg markeret det område, man taler om, når man taler om senernes kvalitet. Det er den dybe bøjesene og den overfladiske bøjesene, jeg har rammet ind. Prøv at lægge mærke til forskellen på senerne på benene på de øvrige billeder.

Billede 2. Positivt: Stærke sener, ikke helt så markerede sener som på billede 1. Spinkle ben. Slet intet hovskæg trækker ned i karakteren. De her ben har fået 7,5 til kåring

Billede 1. Positivt: Meget markerede sener, stærke sener at se på, godt med hovskæg. Stærke ben at se på. Far har 8,5 for ben og mor har 7,5.

På benet til venstre er senerne meget markeret og tydelige. De ser stærke ud og benene virker tørre.

Når man siger, at senerne er markeret, betyder det, at der er god plads mellem den dybe bøjesene og den overfladiske bøjesene og mellemrummet er tydeligt, når man presser fingrene let ned mellem senerne.

På billedet til højre er mellemrummet mellem senerne knap så bredt, og benet ser en smule spinklere ud.

Når vi taler om tørre ben, taler vi om hvorvidt, der samles en smule væske i mellemrummet nederst lige før kodeleddet, hvor man stadig kan mærke senerne. Her under til venstre har jeg markeret det område, man oftest mærker på, når man vurderer om benene er tørre. ‘Ikke tørre lemmer’ kan der stå til en kåring, hvis der er væske i benet. Hævelsen føles som en lille gelépude som regel mellem de to sener ved kodeleddet.

Billede 3. Positivt: Tydeligt markerede sener og gode stærke sener. Tørre ben. På minussiden kun lidt hovskæg. Far har 8 for benkvalitet, mor er ukåret.

Billede 3. Positivt: Stærke sener. Men ikke så markerede sener, de sidder tæt sammen. Far har 7,5 for benkvalitet, mor er ukåret.

Benene her til venstre har meget let væskeansamling nederst ved kodeleddet. Hesten har været på en længere ridetur, og det er ikke unormalt eller tegn på sygdom, at den får en lille smule væske i benene efter belastning.

Benene til venstre er helt tørre, det ses bedst ved, at man kan se senerne helt ned til kodeleddet, men man kan kun være sikker, når man mærker efter.

Og nu skal du selv ud og mærke på ben for at øve dig i at mærke forskellen på gode og knapt så gode ben.

Billede 5. Umarkerede sener, men senerne ser middelkraftige ud. Se på billede 2, de her ben er stærkere at se på. Far har 6,5 for ben og mor har 8,0 for ben.

Benkvalitet er ikke en udiskuterbar faktor, og der har altid været megen diskussion om benkvaliteten.

En af de mest kendte avlere på Island, hvis heste er opkaldt fra Sauðárkrókur, har ofte brokket sig over bedømmelsen af benkvalitet. Hans heste fik ofte ‘kun’ 7,5 eller 8 for benkvalitet, fordi de ikke havde så markerede sener, til gengæld var senerne meget stærke og kraftige, og benene stærke at se og mærke på.

Denne avler bad ofte om beviser på, hvorfor sener skulle være markerede. En af hans modargumenter var, at hans heste aldrig havde haft problemer med benene. Han er desværre død nu, men han avlede igennem hele sit liv, og det er vist også anerkendt blandt mange trænere, at heste ud af hans avl havde gode ben. Så måske havde han en pointe…

Skal man ud og købe hest, kan ‘våde ben’ være tegn på skader eller overanstrengelse. Men mærk hesten både før og efter ridning, for hver hest har sin helt egen benkvalitet fra naturen, og den finder man bedst ved at kende benets reaktion ved anstrengelse og efter hvile.

Til sidst vil jeg understrege, at jeg hverken er dyrlæge eller kåringsdommer.
Indlægget er skrevet alene ud fra min egen erfaring og den lærdom, jeg har tilegnet mig, da jeg tog avlskåringseksamen – en del af adgangsprøven til Félag Tamningamanna (det islandske beriderforbund).
Benene på billederne tilhører egne heste og andres heste, som jeg har fået lov til at tage billeder af.

Smid skuffelserne væk og nyd hesten!

At finde ud af, hvad jeg vil, og hvad mine mål er med mine heste, sparer mig ofte for dårlig samvittighed og skuffelser og hjælper mig at være mere målrettet og bruge min tid bedst muligt med hestene.
For at jeg kan få mest mulig glæde ud af arbejdet og samværet med mine heste, bruger jeg lidt tid på at lære mig selv og mine tanker bedre at kende, både de helt bevidste og de knap så bevidste.

Herunder er der nogle punkter, der har hjulpet mig og andre på vej:

Tag en blyant og skriv minimum 3-5 linjer ned om hvert punkt. Det skal være det allerførste, du tænker på. Lad være med at tænke på argumenterne for og imod. Du behøver ikke vise det, du skriver, til nogen, det er kun for dig selv.

1) Hvad drømmer du om med min hest? (Hvis du kan vælge frit på alle hylder, hvad er så din drøm?)

Det kan være alt lige fra at kunne tølte rent, turde ride alene i skoven til at ride konkurrencer på højt plan eller vinde et bestemt stævne. Men det er vigtigt at blive klar over, hvad ens drømme er. Undgå at feje dem væk, fordi du ikke synes, de er realistiske, bare skriv dem ned.

2) Hvor meget arbejde/tid er du parat til at lægge i din hest?

For at bruge tid på hesten skal du muligvis ofre noget andet. Det kan være tid med veninderne, familien, eller tid fra andre interesser. Har du fuldtidsarbejde, tre børn og hus, der skal sørges for, et krævende arbejde, et handicap og måske også andre fritidsinteresser, der tager din tid, er det ikke sikkert, du har tid eller overskud til at træne hver eneste dag, ride stævner i weekenderne eller tage på kurser hver måned.
Realistisk set hvor meget tid kan du så afse med din hest hver dag, uge og måned? Prøv at være konkret både med timeantal og antal dage pr. uge.

3) Hvad er det allervigtigste ved samværet med din hest?

Hvad gør dig glad og giver dig ro og energi? Er det at nusse og strigle den, træne med den, ride alene i skoven på den, skridte lange ture, tage på fede fællesture, ride stævner eller deltage i kurser. Er det at gå og hygge i stalden med de andre opstaldere, er det turene med familien? Hvad nyder du mest og vil allermindst undvære som hesteejer?

4) Hvis du nu tager den tid, du har afsat i nr. 2, kan din drøm i nr. 1 så lade sig gøre?

Prøv at se bort fra alle andre faktorer. Kan du så med træning og hjælp i uger, måneder eller år opnå din drøm med den tid, du har afsat i nr. 2 til at ride din hest? Kan du lære at tølte med din hest? Kan du ride komme til at ride en høj klasse til stævnerne? Kan du tilride din egen unghest eller hvad din drøm nu er?
Og så er der jo den lille faktor, der hedder din hests potentiale.

4) Er det realistisk at opnå din drøm i nr. 1 med den hest, du ejer i dag?

Hvis du gerne vil være Danmarksmester, kræver det en hest af en vis kaliber. Hvis du er en nervøs rytter og gerne vil blive mere modig, er det vigtig, at din hest giver dig mod og arbejder med dig. Hvis du gerne vil lære at tølte rent, skal hesten have anlæg for det. Hvis er nybegynder og gerne vil lære at ride, er en unghest nok ikke den bedste læremester.

5) Hvis du ikke har tiden eller hesten til at opnå din drøm i nr. 1, kan du så opnå det allervigtigste i samværet med din hest, som du skrev i nr. 3?

Hvis ikke du kan blive verdensmester med den tid og den hest, du har til rådighed, kan mindre så gøre det? Hvis du nyder at udvikle dig med din hest og blive dygtigere og klogere, kan du så lære at leve med, at I måske ikke kommer langt på stævnebanerne? Hvis din hest ikke kan tølte, men du nyder at passe den og strigle den, kan det så være nok for dig? Nogle gange tror vi, at lykken er en ny hest, et kursus, en stævneroset, en ny sadel. Men måske har vi i virkeligheden allerede det, vi ønsker os, og vi skal i stedet lære at skrue forventningerne lidt ned til os selv og vores hest.

Det er fantastisk at have hest. Det giver mange dejlige oplevelser og udvider vores horisont. Lær at nyde din tid med hesten så meget som muligt, istedet for at slå dig selv i hovedet med det, du ikke kan eller ikke når.

Dårlig samvittighed eller skyhøje forventninger giver ikke noget godt til livet, det udvikler os ikke snarere tværtimod. Lær at sætte realistiske mål, de virker ligesom trapper og løfter os opad.

Vær lige så forstående overfor dig selv, som du er overfor din hest – og så lidt til.

Tanker om hestesalg

(Alle heste på billederne i denne artikel er ejet af glade købere, og de har intet med historierne i artiklen at gøre)

Jeg er sikker på, alle os, der har solgt heste, kunne give mange gode råd til hinanden. Her er nogle få oplevelser, jeg har haft, samt hvad jeg har lært af dem:

Igennem årene både på Island og i Danmark har jeg solgt rigtig mange heste til meget forskellige købere. Ind imellem har jeg haft nogle underlige oplevelser, men jeg er nok ukuelig optimist og stoler som udgangspunkt på det bedste i folk, alligevel tager jeg mine forholdsregler:

Jeg sender ikke mine heste på prøve eller hjem til køber, før de er blevet dyrlægetjekket. Køber må prøve dem, ligeså mange gange hun/han vil inden køb, men den bliver hos mig indtil alt er på plads.

Engang havde jeg sendt en hest på prøve hos en gut på Island, der måske ville købe hesten, han ville træne den og sælge den videre med tiden. Det var en rigtig fin hoppe med en lækker tølt, spændende afstamning og flot udstråling.

Jeg hørte ikke fra ham gutten, og det undrede mig da lidt men ikke alarmerende meget. Jeg kontaktede ham, og han var interesseret i hoppen, hun skulle bare lige dyrlægetjekkes, så han ville få dyrlægen ud til en handelsundersøgelse.

Jeg ventede endnu en uges tid, men hørte intet nyt. Så ringede jeg til ham, og fik besked om, at hoppen var blevet dyrlægetjekket. Men hun havde haft forandringer på røntgenbillederne, sagde gutten.
Jeg blev ret ked af det, for jeg havde jo regnet med, hun var sund og rask. Da jeg ville hente hende hjem, ville han alligevel gerne købe hende men for en meget lavere pris end oprindelig aftalt.
Jeg vidste godt, at en hest med røntgenforandringer var svær at sælge, så jeg tænke, at det måske var en ok løsning. Alligevel udbad jeg mig betænkningstid på et par dage. Jeg havde hele tiden en underlig fornemmelse i maven, så jeg besluttede mig for at ringe til dyrlægen for at høre, hvad han mente.

Men dyrlægen i området havde ikke lavet handelsundersøgelsen. Og da jeg ringede rundt til adskillige dyrlæger, var der ingen der havde tjekket lige præcis min hest, og ham gutten kunne pludselig ikke henvise til den dyrlæge, han havde haft ude. Jeg skyndte mig at hente min hest hjem igen.

Jeg lever ikke af hestene på nogen måde og er ikke afhængig af et salg, for at få smør på brødet. Jeg har det privilegie at kunne trække mit salg tilbage eller afvise en køber, hvis jeg føler hest og rytter ikke passer sammen. Og det har jeg gjort mere end én gang. Det rigtige match er vigtigt.

Hvis ikke jeg kender rytteren i forvejen, så opfordrer jeg folk til at komme to gange, fordi både hest og rytter kan have gode og dårlige dage.
Jeg prøver at forventningsafstemme med køber, hvad det er for en hest, hun/han får. Vi bliver tit forelsket med øjnene, og fordi en hest er flot, er den ikke nødvendigvis det bedste match. Nogle gange er det mig, der må vurdere det alene, hvis køber ikke er helt realistisk.

Jeg havde en lidt følsom hest for en del år tilbage, det var en superfed ridehest, sød og kærlig, men den kunne ind imellem reagere lidt kraftigt, hvis den blev usikker, den var kun seks og langt fra færdiguddannet. Jeg gjorde meget ud af at fortælle købere, hvordan den var, så de vidste, hvad de kiggede på. Men jeg havde også tillid til, at købere selv var realistisk omkring deres niveau. En dag kom der en pige og prøvede hesten. Det gik rigtig godt, hun virkede lidt usikker men var tydeligvis en dygtig rytter, så jeg regnede med, hun var nervøs, fordi hun prøvede en ny hest. Hun nævnte ikke noget om, at hun var bange eller havde problemer. Den blev dyrægetjekket, og vi lavede kontrakt.

På deres første ridetur blev hesten blev usikker over alt det nye, det gjorde pigen bange, men angsten smittede af på hesten, der spændte op og løb. Pigen kastede sig af og slog sig en hel del. Der var intet ondt i hesten, men den var ikke så erfaren og havde brug for en leder. Pigen havde brug for en hest, der hvilede mere i sig selv. Det kunne jeg først se bagefter.
Jeg tog hesten tilbage, og den fik en anden ejer, der var helt tryg med, hvordan den reagerede, når den blev usikker.

Det gør mig virkelig utrolig glad, når jeg kan fornemme, at jeg har solgt min hest til den helt rigtige køber. Jeg elsker at møde folk, jeg har solgt hest til for ti år siden, og de stadig er ligeså glade for deres hest, som da de købte.

Desværre synes jeg også, jeg hører flere og flere sager om købere og sælgere, der er raget uklar med hinanden.
Et hestesalg er farvet af følelser, det er jo vores kæledyr og for mange en nær ven.
Selvom vi godt er klar over, at det er levende dyr, vi handler med, så glemmer vi ind imellem, at der ikke er nogen garantier for ‘motoren’ eller ‘karosseriet’, og at hesten godt kan ændre personlighed, hvis den bliver flyttet og ikke trives.

Når jeg sælger heste fra Island, gør jeg opmærksom på, at selvfølgelig har hesten øget risiko for sommereksem. Jeg forklarer køber, hvad de kan gøre for at forebygge eksem og understreger, at det er bedre at forebygge – selvom det kræver lidt ekstra arbejde med dækken og fluespray.

Jeg laver altid kontrakt, som regel Dansk Islandshesteforenings advokatudarbejdede købekontrakt. Men inden jeg skriver kontrakten, har jeg en snak med køber om betingelser, og hvad der skal tilføjes kontrakten, og så sender jeg den som regel til gennemsyn. Jeg skriver altid en sundhedserklæring med så meget sygdomshistorie, som jeg har kendskab til på hesten.
Jeg kræver, at køberen får hesten handelsundersøgt inden salg. Det sikrer også mig mod problemer i fremtiden. Er min hest ikke sund og rask, sælger jeg den ikke, med mindre både jeg og køber er helt klar over, hvad hesten fejler og omfanget.
Jeg sælger ikke på afbetaling. Første gang jeg gjorde det, tog det meget lang tid og meget energi at kradse pengene ind og den allersidste gang, jeg gjorde det, sagde køber efter et par måneder, at det var en dejlig hest, men at hun ikke gad have hesten alligevel. Køber lod være med at betale afdrag, og så kunne jeg bare hente en fed og dårlig trænet hest og træne den op til salg igen, men køber kunne ikke forstå, at hun havde misbrugt min tillid og tid.
Jeg har været heldig, for brudte afdragsordninger har kostet andre sælger dyrt.
Som sælger har man kun få muligheder ved afbetalingsaftale, så hvis køber ikke har gode intentioner, står man i en meget dårlig situation.
Sælger man til venner, så skriv alligevel det hele ned – hellere for meget end for lidt. En kontrakt, hvor begge parter har afstemt forventningerne, kan redde venskaber og forebygge mange misforståelser.

Jeg kan kun opfordre både sælger og køber til ærlig og redelige handler, men det er nok en del af gamet som sælger, at man render ind i uheldige episoder. De eksempler, jeg har med her ovenfor, tjener til at illustrere nogle af de principper, jeg følger, men de har på ingen måde ødelagt mit engagement, når jeg sælger en af mine heste.

(Billederne i denne artikel er af heste, jeg har solgt, og som er ejet af glade ejere. De har intet med historierne i artiklen at gøre)

Ripa-Heste

Islandske heste

#Godeheste

Letridning eller ikke letridning?

Hav følelserne med i hestetræningen

Skru forventningerne ned og hav tålmodighed

Når du køber hest fra Island

At omprogrammere en hest

Horsemanship på udenlandsk

Hvordan er vi ved hinanden…

Benkvalitet – hvad handler det om?

Smid skuffelserne væk og nyd hesten!

Tanker om hestesalg

(Alle heste på billederne i denne artikel er ejet af glade købere, og de har intet med historierne i artiklen at gøre)

Jeg er sikker på, alle os, der har solgt heste, kunne give mange gode råd til hinanden. Her er nogle få oplevelser, jeg har haft, samt hvad jeg har lært af dem:

Del/share:

Like this:

Del/share:

Like this:

Del/share:

Like this:

Del/share:

Like this:

Del/share:

Like this:

Del/share:

Like this:

Del/share:

Like this:

Del/share:

Like this:

Del/share:

Like this:

(Alle heste på billederne i denne artikel er ejet af glade købere, og de har intet med historierne i artiklen at gøre) Jeg er sikker på, alle os, der har solgt heste, kunne give mange gode råd til hinanden. Her er nogle få oplevelser, jeg har haft, samt hvad jeg har lært af dem:

Del/share:

Like this:

(Alle heste på billederne i denne artikel er ejet af glade købere, og de har intet med historierne i artiklen at gøre)

Jeg er sikker på, alle os, der har solgt heste, kunne give mange gode råd til hinanden. Her er nogle få oplevelser, jeg har haft, samt hvad jeg har lært af dem: