Hav følelserne med i hestetræningen

Standard

Tilbage i 2002 trænede jeg en super lækker 5-års hoppe for ejeren. Hun var ikke efter hans yndlingsavlshoppe, så træningen var lidt nedprioriteret af hende. Hun havde kun gået grisepas i alle sine år som plag, men med rytter var IMG_0624-2_2hun begyndt at trave lidt. Jeg fik hende i marts, hun var usikker og lidt nervøs, og jeg husker hende som en lidt forvirret hest uden selvtillid.

Stille og roligt trænede jeg hende hver dag med passende nye udfordringer, så hun udviklede sig så hurtigt, som hun var klar til. Unge heste vil som udgangspunkt rigtig gerne lære, og de kan rumme meget nyt, så længe træningen foregår med glæde og lethed, og signalerne er tydelige, så hesten forstår, hvad den skal.

Samtidig med træningen havde jeg også fokus på at øge hendes selvtillid og glæde ved arbejdet. Jeg arbejdede på at give hende mere tro på, at det jeg bad hende om, var ok, og at hun godt kunne. Igennem træningen skabte vi et bånd og et partnerskab, en forbindelse jeg stræber efter at få med alle de unge heste, jeg træner, fordi det gør samarbejdet let og sjovt, og hestene vil gå gennem ild og vand for rytteren.

En del af ‘mentaltræningen’ af en ung hest er at give den selvtillid til at arbejde for rytteren ved at lade den tydeligt mærke, at det, den gør, er rigtigt. Jeg finder en følelse af begejstring og tilfredshed frem inden i og lader hesten mærke, at jeg er stolt af dens præstation gennem ros og stemning.

foto 2-42Det kan måske virke lidt diffust, men hestene er meget følsomme, og kan sagtens mærke, hvilket humør vi er i, og det kan man udnytte til at forenkle træningen og udvikle hesten med så få konflikter som muligt. Jeg roser meget, men jeg skælder også ud, hvis det er nødvendigt, for eksempel fordi hesten prøver at overtage styringen.
Hesten vil helst have rytteren glad, og den vil søge at gøre de ting, den kan mærke, jeg bliver glad for, så det er meget vigtigt, at rytteren er fair og lydhør overfor hesten i træningen.

Heste, der ikke følger dette reaktionsmønster, er efter min erfaring ikke helt i balance fysisk. Med det, mener jeg, at de måske kan have ondt og derfor forsøger at undgå at gøre, som rytteren beder om, men det er ikke så tit med ungheste. Og så er unghingste et kapitel for sig, de har hormoner oveni, og reagerer ofte lidt anderledes, indtil man har ‘bondet’ med dem.Víxillsommer'14

Den usikre femårshoppe, jeg trænede, var følsom, intelligent og lærte hurtigt. På tre og en halv måned blev hun klar til kåring. Det lyste ud af hende, at hun havde fundet glæden og tilliden til rytteren. Ørerne var fremme, og hun gik uden tøven nye steder hen og ydede sit bedste, fordi rytteren bad om det, og hun havde fået tilliden til at følge signalerne.

Hoppen strøg i første klasse og kvalificerede sig til Landsmót. Vi vidste godt, hun var spændende, men havde slet ikke regnet med, at hun ville udvikle sig så hurtigt. Fordi hun begyndte at synes, at træningen var sjov, rykkede hun sig helt vildt og blomstrede op, så det var en ren fornøjelse at være rytteren.
Hun bekræftede til fulde, at det man som rytter giver ud, får man tilbage fra hesten.

Når du køber hest fra Island

Standard
Brennir

Brennir frá Sumarstöðum eft 1. klasses forældre – salgshest

Jeg har ofte formidlet salg af heste fra Island både mine egne og andres. I den forbindelse har jeg også hjulpet den spændte køber med at få hesten til Danmark, for det kan faktisk godt virke lidt forvirrende, når man ikke har prøvet at hente en hest hjem fra Island før. Der er meget sparsom information fra transportøren og islændingene, så det kan være rart med en, der ved, om alting er, som det skal være, når man intet hører.

Jeg laver her en kort gennemgang af, hvordan processen er fra man har sagt ja til hesten, til den står i Billund lufthavn.

Når du har besluttet, at du vil købe en hest fra Island, og du og sælger er blevet enige om prisen, skal du være klar over, at det ikke er en selvfølge i en handel på Island, at du får en kontrakt, så hvis du ikke har handlet med sælger før, kan det være en god idé at få en bekræftelse – bed gerne om en købekontrakt.

Husk, at du oveni den islandske salgspris og transporten også skal betale dansk importmoms på 25% regnet ud fra hestens pris plus transport. Så kommer der også et handlinggebyr i Billund lufthavn på et par tusinde samt transporten hjem til dig selv. Det hele skal regnes med, så der ikke kommer dyre overraskelser på vejen.

Skærmbillede 2014-09-23 kl. 22.25.27Næste skridt er at bestille plads på flyet til Danmark og tid til handelsundersøgelse af hesten.
I forbindelse med transporten til Danmark kan du vælge at få lavet et dyrlægetjek med røntgen, når hesten bliver flyttet til ‘transferstalden’ hos transportøren. Det kan være lidt billigere grundet mængden af heste, der skal tjekkes. Men hvis du skal betale hesten straks, så få lavet et dyrlægetjek der, hvor hesten står. Jeg anbefaler altid, at man får lavet røntgen af sin hest med henblik på udelukkelse af spat. Røntgen er noget billigere på Island end i Danmark.
Jeg vil også på det kraftigste anbefale, at du forsikrer din nye hest, når den er handelsgodkendt. Dansk Hesteforsikring forsikrer gerne heste, der står på Island og skal til Danmark, og det er der sikkert også flere

Víxilldec13_1

Víxill solgt til Danmark

selskaber, der gør.

Man kan selv vælge, hvilken transportør man vil bruge til at flytte sin hest med flyet til Billund. Firmaerne sender alle med de samme fly, men der kan være en lille prisforskel. Exporthestar.com, Hestvit.is og Horseexport.is er de største transportører på Island.

Når du har bestilt en plads til din hest og sendt oplysninger på mail om, hvem der sælger, og hvor hesten står, dit eget navn, adresse, telefonummer og eventuelt cvr.nummer, er det op til sælger at sende en faktura til transportøren til udregning af moms og bevis for ejerskiftet. Transportøren skal nok rykke for fakturaen, så det skal du ikke tænke på.

Billede 083

Svali er opvokset på Island men er nu ved at vænne sig til livet i Danmark

Tit hører du som køber ikke mere fra transportøren før flyafgangen nærmer sig, og nogle gange hører du ikke mere fra dem, før regningen skal betales. Der kan ind imellem gå flere måneder mellem flyene til Billund, afhængig af, hvilken tid på året det er. Efterår og vinter er der flest fly, men om sommeren kan der godt gå adskillige måneder mellem flyene.

Nogle få dage inden hesten skal ankomme til Billund, bliver du kontaktet af en medarbejder fra scan Global Logistic, der bekræfter, at der er en hest på vej til dig, han fortæller, hvornår du kan hente den, og at du skal betale moms og handlinggebyr til dem. Pengene kan du overføre eller bringe med dig i kontanter, når du henter hesten.

Skærmbillede 2014-09-23 kl. 22.30.50

Hestecontaineren læsses ind i flyet

Normalt står transportøren for transporten fra sælger til Reykjavík, han sørger for eksporttjek af distriktsdyrlæge, som kun handler om, hvorvidt hesten er i god helbredsstand og kan tåle turen, og han står for transporten til lufthavnen på afgangsdagen. Derfra overtager Icelandair, der læsser hestene i specielle containere ombord på flyet. I Billund overtager så shippingfirmaet Global Scan Logistic. De tager imod hestene, installerer dem i en hangar i lufthavnen, hvor en dansk distriksdyrlæge tjekker hestene igen for skader og akut sygdom.

Billede 006

Det er det her hestene kommer fra

På Island bruger man ikke hestepas eller ejercertifikater, de papirer bliver først udgivet, når hesten skal ud af landet. Det er den islandske transportør, der sørger for de rigtige papirer til dig. Når du møder op i Billund, holder biler med trailere og hestelastbiler som regel i kø uden for porten til lufthavnen. Du går ind på Scan Global Logistics kontor og får udleveret en kuvert med hestepas, toldpapirer og en faktura fra transportøren, der viser pris for hesten og transporten. Denne faktura skal du betale, husk, det er ikke hestens pris, der skal betales, blot transporten. Først når transporten er betalt, får du tilsendt ejercertifikatet, som er dit endelige bevis for ejerskab.

Derefter venter du i kø sammen med de andre biler, der skal hente heste. Som regel lukker lufthavnspersonalet tre biler ind ad gangen, du kører efter en shippingmedarbejder hen til hangaren, hvor du parkerer, går ind i hangaren og får anvist din hest. Bliv ikke forskrækket, hvis hesten er træt, det er en lang tur og de kan godt blive lidt udmattede af alt det fremmede.

Du læsser din hest hurtigt, personalet er hjælpsomme, og heste fra Island er som regel vant til at gå ind i trailer uden de store problemer. Når de tre biler har fået deres heste, kører I ud, og du er fri til at køre hjem med din nye hest. Husk, at det kan være en lang, skræmmende rejse for en hest, der intet forstår, og nogle heste får oveni også et kulturchok, så giv din nye hest tid til at ‘blive dansk’.

Se video om transporten af heste fra Icelandair Cargo her