Oftere og oftere ser jeg til stævnerne, at der bliver redet letridning, når der skal vises trav, ind imellem uden at det ser ud som om, rytteren har tænkt nærmere over, hvorfor hun rider letridning i stedet for at sidde ned.
Man kan nemlig iagttage, hvordan rytteren i stedet for at hjælpe hesten faktisk forstyrrer den, når hun rejser sig og sætter sig ned i letridning, mens hesten traver.
Det kan der være mange årsager til. Det kan være, at rytterens takt er for hurtig, og hun rejser sig op og sætter sig ned hurtigere, end hesten tager sine skridt. Det forstyrrer hestens takt og balance og pacer den hurtigere og hurtigere fremad med mindre skridt, end den ellers naturligt ville tage, fordi hesten prøver at tilpasse sig rytteren for at få mindre ubehag i ryggen.
For travens kvalitet betyder en for hurtig rytme op og ned, at rytteren gør det sværere for hesten at få et godt rygsving og et godt stræk i bevægelserne.
Det kan også være, at rytteren rejser sig for langsomt og næsten kastes med fremad af hesten, bumper i ryggen og ødelægger hestens balance, så den ruller og går i urolig form, fordi den prøver på at holde balancen med en rytter ude af takt. En for langsom rytme forværrer traven og gør den ustabil og giver måske endda taktfejl.
Så er der rigtig og forkert diagonal. Hvis du rider forkert diagonal, så opdag det og ret det! Når det så er sagt, så kan man godt vælge at ride forkert diagonal, men det skal være, fordi det hjælper hesten med at holde balancen på en volte, den har sværere ved at trave på. Ellers kan forkert diagonal gøre det sværere for hesten at trave godt og balanceret, fordi rytterens vægt bliver forskubbet i 
forhold til hesten ligevægt. Den slags ridning fortæller dommere og tilskuere, at rytteren glemmer at mærke sin hest og hjælpe den mest muligt.
Grundlæggende rides letridning ved, at rytteren rejser sig let og hurtigt op i bøjlerne, når hesten udvendige ben er løftet og sætter sig ned når udvendige ben er i jorden. Man ser det bedst ved at holde øje med, hvornår hestens skulder er oppe, for så er benet løftet. Det er meget vigtigt, at hestens rytme følges, og at rytteren mærker godt efter hesten bevægelser og dens ryg, så hun rejser sig og sætter sig kontrolleret efter hestens rygsving og ikke bumper ned i sadlen.
Letridning kan hjælpe en hest med at få en endnu bedre trav, hvis den bliver redet rigtigt. Hvis rytteren har styr på det, kan man få en kortskridtet hest, der altid skynder sig, til at sætte tempo ned og forlænge sine skridt lidt ved at bruge letridningen rigtigt. Men først skal man kunne almindelig grundlæggende 
letridning, der passer hesten, før man kan bruge letridning som et mere udviklende træningsredskab.
Ofte anbefaler jeg rytteren at sidde ned, når jeg kan se, at det er bedre for hesten – og rytteren, der så skal tænke på én opgave mindre. Men uanset valget så skal begge dele trænes koncentreret, så det gavner hesten og ekvipagen. Rytteren bør altid tænke på, hvordan hun hjæper hesten med at gå bedst muligt, og det er ikke nødvendigvis lettere at ride god letridning end at sidde ned.
Ripa-Heste 