Jeg har ofte været deltager eller tilskuer til både store og små stævner herhjemme og på Island, og det har næsten hver gang fået mig til at tænke over den måde, vi er overfor hinanden til stævnerne og måske i det hele taget i islændermiljøet her i Danmark.

Da jeg boede på Island var niveauet til stævnerne højt, man så aldrig heste, der ikke kunne tølte og kun sjældent heste uden en eller anden form for wow-faktor. En stor del af deltagerne var professionelle eller semiprofessionelle – altså folk der avlede, købte og solgte heste og red stævner på allerhøjeste plan men tjente deres penge på noget andet.
Mange af stævnedeltagerne havde virkelig meget på spil, fordi hestene var deres levebrød, og det var derfor vigtigt for dem, at det gik godt til stævnerne. Det var dér, de gjorde reklame for dem selv.

Alligevel oplevede jeg ikke, at der manglede plads til at anerkende hinanden for en flot hest, en superb træning, et godt program og en fantastisk indsats på stævne,- og kåringsbanerne. Man kunne godt unde andre, at det gik dem godt.

Når vi så en flot hest hos kollegaen eller endda en rytter, vi ikke kendte, også selvom det var en ny rytter, komplimenterede vi meget ofte hest og rytter direkte til vedkommende.
Og når vi havde redet finaler og fået vores placering, lykønskede vi altid hinanden som regel med håndtryk eller knus, uanset om vi var glade eller utilfredse med vores egen placering. Det var ok at anerkende, at der var en anden, der var bedre end mig og min hest.
Det blev en selvfølge for mig at give komplimenter og anerkende en god rytter, også selvom tingene ikke var helt perfekte, eller jeg ikke var enig i træningsstil eller ridning. Og det var jeg selvfølgelig ikke altid.

Den måde at møde sine konkurrenter på står ind imellem i skarp kontrast til tendensen herhjemme. Vi godt kan have lidt svært ved at rose hinanden for en god indsats, en anden måde at gøre tingene på eller en ny hest, vi ville ønske, vi selv havde råd til.

Selvom jeg også red stævner, inden jeg rejste til Island, var det først, da jeg kom tilbage til Danmark igen, at det gik op for mig, at det at rose de andre ikke altid er normalt herhjemme. Jante er nok desværre stadig med til mange af vores stævner.

Jeg kan huske, at jeg kort efter, jeg var flyttet hjem, var tilskuer til et af de store stævner. Der var en lækker vallak, der gik supergodt, og fik beundringsværdige resultater. En rigtig dejlig hest, og selvom rytteren ikke var fejlfri, gjorde han det simpelthen så godt, og det var fedt at se, og jeg blev helt høj af det.

Jeg så rytteren på stævnepladsen, og selvom jeg overhovedet ikke kendte ham, gik jeg direkte hen til ham og ønskede ham inderligt tillykke og komplimenterede ham for ridningen. Han virkede meget overrasket og lidt underlig over min meget ligefremme facon, men blev også ret glad. Vi synes jo alle, det er fedt at få ros og lykønskninger.

Siden er jeg blevet meget overrasket over, at til mange stævner lykønsker vi finaledeltagere ikke hinanden, når vi har fået vores placering. Vi sidder bare uden at sige noget hverken til vinderen eller de andre. Hvordan kan det være, at vi ikke kan sige tillykke til vores medryttere??? Der går da intet fra os, fordi vi anerkender andres indsats eller placering.
Til fodbold, håndbold og tennis og mange andre sportsgrene tager man da modtageren i hånden og siger tillykke, uanset hvem der har vundet og hvor skuffet, man er.

Måske kunne vi tænke over, at sidemanden nok har knoklet for sin placering ligesom vi selv. Der er ingen grund til at tro, at hun har fortjent det mindre end os.
Og husk, der kommer jo altid et nyt stævne, hvor vi får en ny chance.
Jeg tror på, at det vi giver ud, får vi tilbage igen. Så husk at rose sidemanden til næste stævne, kursus, ridetur.