Hvordan træner vi de stadig mere talentfulde unge heste uden at gå på kompromis med hestevelfærd? Skru forventningspresset ned.

De fleste af os inklusiv de professionelle trænere venter gerne på, at en spændende unghest bliver stærk og klar til at vise sit potentiale under rytter.

Men når en hesteejer sender sin lovende hoppe eller hingst i træning med henblik på kåring, kommer der et andet pres på. Hesten skal helst præstere hurtigt, for træningen koster penge, og det, ved træneren også godt, er en vigtig faktor for mange hesteejere.

Desuden ved alle venner og bekendte, at ejeren har en hest i træning og spørger hele tiden, hvordan det går, og hvornår den skal vises frem, så der er store forventninger i luften.

I weekenden har jeg redet en dejlig og talentfuld fem-års vallak til dens allerførste stævne for en veninde. Selvom min veninde blot ønskede, hesten skulle have en god oplevelse og vises lidt frem, så føltes stævnepresset anderledes på mig, end når jeg rider mine egne heste.

Jeg ville gerne gøre ejeren glad og leve op til forventningerne, og jeg gjorde mig umage for at få mest muligt ud af hesten, der var jo kun denne ene mulighed for at vise hesten frem, og desuden var der andre end mig, der ville blive skuffede, hvis det gik skidt.

En vigtig del af aftalen var, at hesten skulle have en god oplevelse, og der var ingen penge imellem min veninde og mig og kun et minimum af pres. Vi havde afstemt forventningerne på forhånd, og det blev en god oplevelse for både hesten og mig og min veninde.

Sådan var det ikke, da jeg levede af at træne kåringsheste på Island, her var presset enormt.

Hver og en hest var i ejerens øjne en stjerne, de brugte ofte 30-40-50.000 kroner eller mere på træning af hesten, så forventningerne var høje, uanset om hesten kunne leve op til det eller ej. Jeg fandt det svært at holde til presset om at præstere til kåring og stævner, fordi jeg blev bange for at skuffe ejerne, når de forventede for meget.

I stedet trænede jeg hestene indtil sidste dag før kåringen og leverede dem så helt klar til en rytter, der kunne stå for presset.

Det kræver brede skuldre og en stærk tro på sin egen vurdering at kåre heste, for kåringsrytteren skal høre på utilfredse ejere, kritiske røster og andre, der ved bedre hele tiden. Rytteren får både æren og straffen.

Måske burde ejer og træner lave en skriftlig aftale om, at træning altid foregår med det for øje at tænke på hestens ve og vel uanset forventninger. Det kan huske begge parter på, at det vigtigste ikke er øjeblikspræstationen, men at hesten får lov til at udvikle sig så godt som muligt, også selvom det tager længere tid, end ejer og træner håber.

Som ejer er det vigtigt altid at huske på, at det er et dyr, vi arbejder med, de kan ikke nødvendigvis sige fra, hvis det bliver for meget. Derfor er det vigtigt, at træneren sætter tempoet ned, hvis det er nødvendigt. Men det kan være svært, hvis ejeren står på den anden side og presser på, fordi han eller hun bliver grebet at håbet om at få en super kåring.

Selvfølgelig sætter vi som hesteejer vores lid til en dygtig og erfaren træner, men vi har stadig selv en del af ansvaret for vores hest og dermed skylden, hvis det ikke går som håbet.