Da jeg første gang kom til Island tilbage i 1992, synes jeg, der var koldt og gråt, vi kørte utrolig meget i bil, og de heste, jeg prøvede, kunne ikke styres med de signaler, jeg var vant til.

Men jeg blev alligevel draget tilbage til lavalandet, for der var jo heste over det hele på markerne!

Da jeg flyttede derop i ’97, efterlod jeg min søde hoppe hos nogle venner herhjemme, for jeg kom jo hjem til hende igen efter et år. Og jeg kunne på ingen måde forestille mig, at jeg hellere ville have nogle af de der ustyrlige heste i stedet.

Vores første stævne

Det første sted, jeg arbejdede, havde nogle fine heste, men der var ingen, der fristede, jeg havde nemlig den dejligste hoppe derhjemme. Men efterhånden begyndte jeg at kigge til andre hestes side. Jeg red en masse lækre heste i det daglige, og jeg begyndte at fornemme, at min søde hoppe måske ikke var nok længere, selvom hun havde gjort det godt til stævnerne.

Min næste arbejdsgiver mente, at han havde liiige hesten for mig. Men eftersom alle de søde islændinge troede, de skulle sælge mig en eller anden krikke, havde jeg ikke de store forhåbninger. Desuden var der krise på gården, og han manglede penge.
Da hesten så også viste sig at være en musegråbroget hoppe, var jeg helt overbevist om, at han ville snyde mig til at falde for en flot farve.
Det havde jeg nu ikke tænkt mig, for jeg ville have en konkurrencehest, én jeg kunne ride stævner på og klare mig godt med.
Endelig fik han mig lokket til at kigge på hende -mest for at få fred. Hun var p….flot og jeg var solgt. Hun hed Jarlhetta og var en lille, lang, musegråbroget hoppe med fantastiske bevægelser, og jeg elskede at ride hende.

Jeg tror, Jarlhetta er den hest, der har rykket mig mest igennem tiden, jeg havde kun redet semi-seriøst i 4-5 år, da jeg fik hende. Hun gav mig en bedre forståelse for samling og schenkler plus sæde, og så lærte hun mig at elske den bløde, smidige tølt og en hest med masser af vilje. Vi startede vores første stævne i Mosfellsbær, da hun var kun seks år, og vi kom direkte i finalen. Jeg var revnefærdig af stolthed. Jarlhetta og jeg fik en del stævner sammen, distrikststævner, Sydlandsmesterskaberne og Landsmót, og vi har fået rigtig gode placeringer. Hun er den hest, jeg har prøvet mest nyt med, og i 2001 begyndte jeg at overveje en kåring. Jeg havde i flere år arbejdet for kåringsryttere og havde også stillet heste til bygningsbedømmelse, men aldrig redet kåring selv. Jarlhetta blev min debut på kåringsbanen.
Hun var en afsindig flot hest til stævnerne, og forventninger var selvfølgelig store, men jeg blev noget skuffet. Hun kom ikke en gang i 2. klasse og fik kun 7.5 for tølt. Set ud fra mit perspektiv i dag, var det egentlig en ok debut, jeg havde jo aldrig prøvet det før, og havde ingen anelse om, hvor meget det krævede.

Víxill efter Jarlhetta og Asi frá Kálfholti

Året efter kvalificerede vi os til Landsmót, og det blev vores allersidste stævne sammen. Jeg ifolede Jarlhetta efter Landsmót 2002, men så blev hun forfangen, og hendes tid som konkurrencehest sluttede dér.

Senere kom der mange andre lækre heste til, blandt andet Gerpla og Selja, der begge blev kåret i første klasse, men Jarlhetta er noget helt specielt for mig.

Jarlhetta med Auðlind efter Bliki Annar frá Strönd

Hun har givet mig nogle fantastiske afkom med den lækreste tølt og det bedste sind, jeg til dato har oplevet. Jeg har kun et afkom tilbage efter Jarlhetta, Auðlind, hun er tre, og hende glæder jeg mig meget til at arbejde med.

Jarlhetta står stadig på Island. Hun har fået 7 levende afkom.
I dag er hun i kærlig pleje hos Lena og Magnús på Efra-Hvoll, som også har fået to føl på hende.

Jarlhetta og Gæfa efter Deilir frá Hrappsstöðum